Rune tager flot italiensk skalp trods skidt start i Cincinnati
Det så skidt ud i starten, men den danske tennisspiller Holger Rune viste god moral, da han med en sejr over italienske Matteo Berrettini spillede sig videre fra første runde i Masters 1000-turneringen Cincinnati Open i USA.
2-6, 6-1, 6-4 lød sejrscifrene på for danskeren, der i første sæt lavede mange fejl og var uskarp.
Rune formåede dog at rejse sig og ryddede ud i fejlene i den resterende del af kampen.
Dermed fik Rune sat en stopper for Berrettinis imponerende sejrsstime.
Ti gange i træk var italieneren inden mødet med danskeren gået fra tennisbanen med en sejr. Undervejs var det blevet til sejre mod stærke spillere som Stefanos Tsitsipas og Felix Auger-Aliassime.
Med sejren skal Rune i næste runde møde portugisiske Nuno Borges, der ligger nummer 39 i verden.
Hvis danskeren formår at spille sig videre til tredje runde, er han seedet til at møde den andenseedede spanier, Carlos Alcaraz.
Danskeren leverede på den første bold i kampen mod Berrettini et servees, men derfra var det slut med succes i indledningen for Rune, der åbnede kampen med at blive brudt.
Rune virkede usikker, lavede flere fejl og var særlig uskarp i forhånden.
Bagud 2-4 leverede danskeren et rigtig skidt parti i egen serv. Rune lavede fejl på fejl og blev brudt uden at vinde en eneste bold.
Berrettini var særdeles velservende, og derfor havde italieneren nemt ved efterfølgende at sikre sættet med et rent parti.
Rune fik en bedre start på andet sæt. Danskeren startede med at holde serv, og med god og varieret tennis blev det også til et brud på italieneren.
Det var en forvandlet Holger Rune i forhold til første sæt. Danskeren havde ryddet ud i fejlene, og det gjorde en stor forskel.
Et nyt dansk brud gav en føring på 5-1, og danskeren fortsatte det gode spil og sendte kampen ud i et tredje sæt.
Rune havde for alvor fået momentum i kampen. Samtidig spillede Berrettini ustabilt, og danskeren åbnede det tredje sæt med at udnytte de italienske fejl.
Hvor Rune havde lavet mange fejl i første sæt, var det nu Berrettinis tur til at være uskarp, og det gav en dansk 3-0-føring.
Matteo Berrettini kom dog bedre i gang i det afgørende sæt og sikrede sig et par partier, men danskerens forspring var blevet for stort.
Foran 5-4 udnyttede Rune den første matchbold i egen serv og spillede sig videre i den amerikanske turnering.