Saudi-Arabien laver samarbejde med tennisorganisation
Saudi-Arabien investerer nu også i tennissporten.
ATP, herrernes tennisorganisation, og Saudi-Arabiens offentlige investeringsfond, PIF, har således lavet et "mangeårigt strategisk samarbejde".
Det meddeler parterne i en fælles meddelelse på PIF's hjemmeside.
Samarbejdet betyder blandt andet, at PIF bliver officiel navnesponsor på ATP's verdensrangliste.
PIF bliver også partner på ATP-turneringerne i Indian Wells, Miami, Madrid, Beijing og på sæsonfinalen, ATP Finals, der de næste par år afvikles i Torino, samt på talenternes Next Gen ATP Finals.
Netop Next Gen ATP Finals blev i 2023 afviklet i Jeddah i Saudi-Arabien. Det samme er planen de næste fire år.