Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Solid Sinner nedlægger amerikaner i Torino

Ritzau
Jannik Siner fortsætter flot form.
Jannik Siner fortsætter flot form.Profimedia
Jannik Sinner var bedst, når det gjaldt, og vandt i to sæt over Taylor Fritz ved sæsonfinalen.

Amerikanske Taylor Fritz spillede egentlig godt, men kunne alligevel tirsdag aften ikke stille noget op mod verdens bedste mandlige tennisspiller, Jannik Sinner, i gentagelsen af årets US Open-finale.

I den anden gruppekamp i herrernes sæsonfinale i Torino vandt italieneren således i to sæt med cifrene 6-4, 6-4 over verdens nummer fem.

Fritz var i stand til at modstå Sinner i sine første fire servepartier, men Sinner var stærkest, når det gjaldt, og vandt sættet ved at bryde sin modstander.

Sinner spillede ad flere omgange ikke op til sit topniveau, og i andet sæt tog Fritz et rent serveparti til stillingen 2-2.

Verdensetteren fik senere muligheden for at bryde Fritz, men Sinner formåede ikke at udnytte sin breakbold.

Fritz vendte øjne, da Sinner bagud i eget serveparti fik kæmpet sig tilbage og bragte sig foran 4-3.

Amerikaneren tog sine chancer, men verdensetteren havde ganske enkelt et svar på det hele.

Der blev spillet med små marginaler, og ligesom i første sæt fik Sinner brudt sin modstander ved stillingen 5-4.

Italieneren slog til og vandt kampen på sin første matchbold.

Dermed formåede Fritz ikke at tage revanche for det klare nederlag i US Open-finalen.

Søndag vandt Sinner i to sæt over australske Alex de Minaur, der er med i sæsonfinalen for første gang i karrieren.

Italieneren har dermed indtil videre gjort rent bord på hjemmebanen, og Sinner skal nu gøre arbejdet færdigt mod russiske Daniil Medvedev.

Netop Medvedev, der tabte til Fritz i sin første kamp, vandt tidligere tirsdag over de Minaur med cifrene 6-2, 6-4.

Sæsonfinalen har deltagelse af de otte bedste spillere i det seneste år. Dog har Novak Djokovic meldt afbud med en skade.