Djokovic fik blandet modtagelse fra fransk publikum trods sikker start på French Open
Mandag eftermiddag slog han verdens nummer 114, den 24-årige amerikaner Aleksandar Kovacevic, i tre sæt efter knap to og en halv times spil.
Uden at afgive breakpoints vandt serberen 6-3, 6-2 i de to første sæt, inden tredje sæt blev mere problematisk.
Serven var ikke længere så stærk, og Kovacevic brød verdenstreeren to gange. Blandt andet ved 5-4, hvor Djokovic servede for kampen, slog amerikaneren til og tvang siden sættet ud i en tiebreak, hvor storfavoritten dog var overbevisende.
I anden runde skal Djokovic op mod ungareren Márton Fucsovics, som han har vundet sine hidtidige fire møder med.
Djokovic vandt French Open i 2016 og 2021 og jagter i Paris sin i alt 23. grand slam-titel. Han deler i øjeblikket rekorden på 22 titler med den forsvarende mester, Rafael Nadal, der ikke er med i år på grund af en skade.
Til gengæld risikerer Djokovic at skulle op mod en anden stærk spanier i en eventuel semifinale. Han er således i samme turneringshalvdel med verdensetteren Carlos Alcaraz, der spiller sin kamp i første runde senere mandag.
De fleste favoritter har indtil videre levet op til forventningerne i Paris, men mandag røg tiendeseedede Felix Auger-Aliassime dog ud efter et nederlag i tre sæt til italienske Fabio Fognini.
Holger Rune møder tirsdag eftermiddag amerikaneren Christopher Eubanks på Roland Garros-anlæggets tredjestørste arena, Court Simonne-Mathieu. Rune er seedet som nummer seks og klar favorit mod Eubanks.