Holger Rune lod sig inspirere af Roger Federer i tæt afgørelse
Det siger Holger Rune til DR efter torsdagens French Open-opgør, som endte 6-4, 6-3, 3-6, 3-6, 7-6 i danskerens favør.
Kampen blev afgjort i en supertiebreak i femte sæt, hvor Rune ifølge ham selv lod sig inspirere af en af tennissportens store stjerner.
"Jeg prøvede at være ligesom Roger (Federer, red), fordi han er sygt afslappet i de momenter," lyder det.
"Han håndterer det vanvittigt godt, så ham ville jeg prøve at tænke på, og så lykkedes det heldigvis. Jeg er meget glad for, hvordan jeg håndterede mit spil og mine nerver."
Rune lagde stærkt ud, men endte med at skulle bruge 3 timer og 37 minutter på at besejre italieneren.
I supertiebreaken kom Rune bagud 0-5, men danskeren kæmpede sig tilbage og vandt til slut 10-7.
Det var første gang, at Rune mødte 22-årige Cobolli, der er nummer 53 på verdensranglisten.
Med sejren står danskeren i tredje runde over for Jozef Kovalik fra Slovakiet. Han er nummer 145 i verden.
Clara Tauson spillede sig torsdag også videre i French Open, da hun slog den tidligere mester Jelena Ostapenko.