Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holger Rune ser fordel i nem første uge i French Open: Har ikke brugt meget energi

Ritzau
Holger Rune gjorde lørdag relativt kort proces mod argentinske Genaro Alberto Olivieri.
Holger Rune gjorde lørdag relativt kort proces mod argentinske Genaro Alberto Olivieri.Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Holger Rune er klar til ottendedelsfinalen i French Open uden at have anstrengt sig synderligt.

Nogle spillere har brugt fem timer bare på en kamp i turneringen, mens Rune indtil videre har været i kamp i lige under fem timer i sine tre første runder tilsammen.

Det ser han som en positiv ting efter lørdagens sejr med cifrene 6-4, 6-1, 6-3 over argentineren Genaro Alberto Olivieri.

"Det er positivt, fordi jeg ikke har brugt så meget energi endnu. Jeg blev lidt udfordret i den første kamp og var under pres i mine partier, hvilket var positivt."

"I dag var jeg ikke under massivt pres på noget tidspunkt. Han spillede frit og godt og har haft en god turnering. Men jeg synes også, at jeg selv spillede en god kamp og viste gode takter," siger Holger Rune på pressemødet efter kampen.

Han har haft hele tre dage uden kamp, fordi mødet med Gaël Monfils i anden runde blev aflyst på grund af franskmandens håndledsskade.

"Det kan både være godt og dårligt, fordi en kamp mere kan give mere rytme, men nu kunne jeg restituere mere og træne mere, og i dag synes jeg, at jeg spillede bedre end i den første kamp, så jeg er glad."

"På dagen, hvor jeg skulle have mødt Monfils, lod jeg som om, det var kampdag og spillede point og sæt, så jeg også blev kørt lidt træt der," fortæller Rune om sin succesformel.

Lørdagens modstander havde derimod spillet i alt ni sæt for at avancere til tredje runde ud over sine tre kampe i kvalifikationen.

Argentineren har aldrig før deltaget i en turnering på højeste niveau og fik sig noget af en oplevelse på Roland Garros' største arena.

"Det var en helt utrolig oplevelse. Jeg fightede, men Rune er en virkelig god spiller. Jeg har stadig meget at lære, men jeg synes, at jeg spillede godt. Det var stort at møde en spiller fra top-10 på en stor arena," siger Genaro Alberto Olivieri.