Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Lettet Rune: "Der er altid nerver i den første kamp, jeg måtte grave dybt"

Ritzau
Holger Rune siger tak for kampen til Chris Eubanks
Holger Rune siger tak for kampen til Chris EubanksKai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Holger Rune måtte kæmpe hårdere for sejren end forventet, da han åbnede French Open med en sejr i fire sæt mod amerikaneren Christopher Eubanks.

Men det gjorde ikke den 20-årige dansker noget. Tværtimod.

"Nu spillede vi en relativ lang kamp på 2 timer og 45 minutter, og det ser jeg faktisk som en god ting. Jeg fik returneret og slået en masse bolde, og jeg blev udfordret", sagde Holger Rune på det efterfølgende pressemøde.

"Hvis man cruiser lidt for let igennem, kan man blive hurtigt stresset, når man endelig får modstand. Nu har jeg fået modstand og har stået i en svær situation. Jeg skulle grave dybt, og jeg er glad for at være igennem."

Rune lavede flere fejl, end man normalt ser. En del af forklaringen var nerver.

"Der er altid nerver i den første kamp, det er normalt. Nogle gange er det en god første kamp, andre gange kæmper man lidt med det. Jeg skulle vænne mig til forholdene, de var anderledes i Rom og turneringerne før."

Desuden skulle spillerne forholde sig til en drilsk vind.

"Der var ret meget blæst. Den hvirvlede lidt rundt, så det var ikke kun fra den ene side. Det var svært, især når jeg skulle returnere, fordi han servede så hårdt."

"Det tog lidt tid, men da jeg endelig fandt timingen på returen, fik jeg mulighed for at bryde ham flere gange. Min egen serv blev også lidt mere tricky med opkastet", forklarer den danske stjerne.

Uden at være prangende vandt Rune første sæt med 6-4, men derefter faldt han i niveau og tabte andet med 3-6. Derefter fulgte et tæt tredje sæt med to servegennembrud til hver, inden Rune vandt 7-2 i tiebreak.

I fjerde sæt var der endelig klasseforskel, da Rune vandt 6-2.

"Jeg mistede lidt fokus i starten af andet sæt, og han servede godt på de rigtige tidspunkter. Hans serv sad tit på linjen, og han gik meget efter sine slag. Det kan være stressende at møde den slags modstander."

"I tredje sæt fik jeg brudt ham de gange, jeg skulle, men havde selv problemer i serven. Jeg fandt noget ekstra energi i tiebreaken til at slå ham, og i fjerde sæt synes jeg, at jeg fandt et klart højere niveau."

"Lige nu fokuserer jeg mest på det fjerde sæt, fordi jeg spillede, som jeg gerne ville, og derfor tager jeg en masse godt med fra kampen", opsummerer Rune.

Han skal i aktion i anden runde på torsdag, hvor modstanderen bliver enten Gael Monfils eller Sebastian Baez.