Medie: Sur Ymer får stor bøde for at smadre dommerstol
Ifølge den svenske avis Aftonbladet er Ymer tilsammen blevet tildelt bøder, for hvad der svarer til 278.000 kroner.
Det var under en kamp i en ATP 250-turnering i franske Lyon, at det kammede over for Ymer.
Efter et skænderi med den portugisiske dommer Rogerio Santos tabte svenskeren hovedet og hamrede sin ketsjer ind i plastikbeklædningen på dommerens højstol, mens Santos sad oppe i den.
Det var dommeren ikke særligt tilfreds med, så han besluttede sig for at diskvalificere den iltre svensker, som var oppe imod franske Arthur Fils.
24-årige Ymer brugte hele tre slag på at slå hul i reklameskiltet på dommerstolen, hvorefter tilskuerne buhede af svenskeren.
Han satte sig ned på sin plads, men dommeren gav ham omgående marchordre.
Aftonbladet skriver desuden, at Ymer kan ende med at blive ramt af yderligere straffe - såsom suspendering - af ATP som følge af episoden.
Mikael Ymer røg søndag ud af French Open efter et nederlag til italienske Lorenzo Musetti.