Piotr Wozniacki raser over manglende wildcard til French Open: De tager os ikke seriøst
Den prestigefulde grusturnering French Open står for døren. Alle de store spillere jagter muligheden for at kunne kalde sig grand slam-vinder.
Der er dog en spiller, der med garanti ikke kommer til at deltage, og det er Caroline Wozniacki. Den tidligere danske verdensetter har efter sit comeback sidste år deltaget i flere turneringer, og har i flere tilfælde vist, at hun stadig er en dygtig tennisspiller.
Caroline Wozniacki havde derfor også håbet på at få tildelt et wildcard til French Open, men da det ikke kom, var det for sent at tilmelde sig kvalifikationen til turneringen, og derfor bliver grand slam-turneringen afviklet uden den danske tennisdronning.
Det manglende wildcard har da også fået Caroline Wozniackis træner og far, Piotr Wozniacki, til at tage bladet fra munden i et interview med det polske medie Sport.pl fortæller Piotr Wozniacki, at Caroline Wozniacki ikke ville stille op til French Open, hvis ikke hun fik et wildcard. Samtidig antyder han også et karrierestop efter denne sæson overfor det polske medie.
"Hvis hun (Caroline Wozniacki, red.) ikke fik et wildcard til French Open, så ville hun ikke spille. Hun foretrak at vente på at høre, om hun fik et wildcard. Jeg støtter hende, og jeg kan fortælle, at hun helt sikkert ikke kommer til at spille næste år. Det har vi allerede besluttet." Fortæller Piotr Wozniacki til Sport.pl og fortsætter:
"Der er ingen grund til at gå igennem sådan noget her. De tager os ikke seriøst, så det er spild af kræfter ... vi overlever resten af den her sæson, til og med den sidste Grand Slam-turnering, US Open, og så bliver det ikke til mere."
Caroline Wozniacki blev også forbigået, da der skulle deles wildcards ud til WTA-turneringen i Rom, som netop er blevet spillet.
Det er endnu ikke sikkert, om Caroline Wozniacki kommer til at modtage et wildcard til Wimbledon, men overfor det polske medie bekræfter Piotr Wozniacki, at Caroline Wozniacki stiller op til kvalifikationen, hvis det ikke er tilfældet.