Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune om kontroversiel dom: Så ikke bolden ramme to gange før det var for sent

Ritzau
Rune var ked af det på sin modstanders vegne.
Rune var ked af det på sin modstanders vegne.AFP
Holger Rune gik mandag videre til French Opens kvartfinaler efter en dramatisk sejr i fem sæt over argentineren Francisco Cerundolo.

Kampen vil blandt andet blive husket for en kontroversiel dom i tredje sæt, hvor Rune fik pointet, selv om han først fik bolden over, efter at den havde ramt hans banehalvdel to gange.

Cerundolo afgjorde derefter pointet, men blev taberdømt, da han forinden havde gestikuleret og snakket, mens bolden ifølge dommerens vurdering stadig var i gang.

På sociale medier mener flere tennisiagttagere, at Rune skulle have fortalt dommeren, at bolden ramte hans bane to gange, men på det efterfølgende pressemøde, siger danskeren, at han ikke opdagede det i tide.

"Da jeg ramte bolden, vidste jeg ikke, at den havde ramt jorden to gange. Jeg gjorde bare alt, jeg kunne, for at få den tilbage. Efter den næste bold kunne jeg se på storskærmen, at den havde ramt jorden to gange, men da var det for sent, og dommeren havde dømt," fortæller Holger Rune.

Den argentinske modstander var rasende og tabte efterfølgende sit serveparti, da den omtalte bold gav Rune breakbold.

"Jeg var ked af det på hans vegne. Jeg brød hans serv og holdt serv efterfølgende, inden han kom tilbage, og det blev tæt igen. Sådan er sport, sådan er tennis. Dommere kommer til at begå fejl nogle gange. Nogle gange går de ens egen vej, andre gange ikke. Sådan er livet," siger Rune.

Han skal onsdag møde norske Casper Ruud i kvartfinalen.