Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Storspillende Sinner slukker sidste franske herrehåb: ”Det var meget svært for mig”

Andreas Würtz Adamsen
Corentin Moutet kan se frem til noget af et kvantespring på verdensranglisten efter sin flotte præstation ved French Open.
Corentin Moutet kan se frem til noget af et kvantespring på verdensranglisten efter sin flotte præstation ved French Open.Alain Jocard/AFP
Der er hverken useedede spillere eller franskmænd tilbage i årets French Open på herresiden, efter italienske Jannik Sinner sent søndag aften besejrede en af turneringens store historier, 25-årige franske Corentin Moutet, i fire sæt, efter italieneren ellers var kommet skidt fra land.

Sent søndag måtte et ellers stemningsfyldt fransk på Court Philippe-Chatrier se deres sidste lokale håb blive slået ud af French Open, da overraskelsen Corentin Moutet led nederlag i fire sæt til bomstærke italienske Jannik Sinner.

Moutet var sidste franskmand tilbage i franskmændenes egen grand slam, men mod den italienske verdenstoer, måtte den 25-årige useedede venstrehåndsspiller altså give fortabt, efter Sinner sejrede med cifrene 2-6, 6-3, 6-2, 6-1.

Franskmanden, der i de første to runder imponerede ved at slå først chilenske Nicolás Jarry og efterfølgende kasakhiske Alexander Shevchenko ud, kom ellers absolut flyvende fra start, da han formåede at bryde Sinners serv ikke bare én eller to men hele tre gange.

Nok misbrugte Moutet hele tre sætbolde, før det ved stillingen 5-2 endelig lykkedes at serve sættet hjem, men herefter fik formstærke Sinner for alvor gang i sit spil, selvom hjemmepublikum til tider åbenlyst gjorde, hvad de kunne for at distrahere italieneren.

Som kampen skred frem viste niveauforskellen mellem de to sig således mere og mere, men ikke desto mindre var der efter opgøret stor ros fra Sinner til 25-årige Moutet, der før turneringen lå placeret som nummer 79 i verden.

”Det var meget svært for mig. Jeg synes, at han spillede rigtig, rigtig godt i første sæt. Jeg havde nogle muligheder, men han spillede meget bedre end mig, så jeg måtte justere en lille smule. Han har haft en fantastisk turnering her på Roland Garros. Stemningen var som altid helt fantastisk,” kommer det fra Sinner ovenpå sejren ifølge Tennis.com.

Sejren sender altså også Sinner, der vandt årets første grand slam i Australian Open, i kvartfinalen, hvor Grigor Dimitrov venter, efter den 33-årige bulgarer, der er seedet som nummer 10, søndag besejrede polske Hubert Hurkacz i et medrivende opgør, der bød på to tiebreaks i bare tre sæt.

Også Stefanos Tsitsipas og Carlos Alcaraz er kvartfinaleklar efter sejre søndag, og mandag findes de resterende kvartfinalister når Novak Djokovic møder Francisco Cerúndolo, Taylor Fritz møder Casper Ruud, Alex de Minaur møder Daniil Medvedev, og ikke mindst Holger Rune er i aktion mod tyske Alexander Zverev.

Med Moutets exit er der således heller ingen useedede spillere tilbage i turneringen, ligesom franskmændene nu må sætte al sin lid til useedede Varvara Gracheva i kvindernes turnering, der er eneste franskmænd tilbage i singlernes turneringer. Siden 2023 har Gracheva, der er russiskfødt, repræsenteret Frankrig, og hun møder mandag den russiske superteenager Mirra Andreeva.