Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Lys i mørket: Tauson tager sjælden sejr i betændt efterår i Beijing

Tauson kæmpede sig tilbage, da det så allersortest ud
Tauson kæmpede sig tilbage, da det så allersortest udCJ GUNTHER / EPA / Profimedia
Clara Tauson fik en sjælden sejr i et frustrerende efterår, da hun slog slog nr. 76 på verdensranglisten, englænderen Harriet Dart med cifrene 5-7, 6-4, 6-1 i hardcourt-turneringen i Beijng.

Tauson er dermed videre til anden runde, hvor hun dog forventes virkelig at få kam til sit hår i skikkelse af tredjeseedede Jasmine Paolini fra Italien. Paolini har været i to Grand Slam-finaler i år i henholdsvis French Open og Wimbledon.

Med rygproblemer og bagud 1-4 i andet sæt havde Clara Tauson den ene fod ude af WTA 1000-turneringen China Open efter første runde.

Danskeren fik dog rejst sig, og i en rutsjebanetur af en tenniskamp kæmpede Tauson sig tilbage og sendte britiske Harriet Dart ud med 5-7, 6-4, 6-1.

Sejren over briten, der ligger nummer 76 på verdensranglisten, er den første til Tauson siden US Open.

I anden runde i Kina venter sværere modstand for Tauson, der står over for italienske Jasmine Paolini, der ligger nummer fem i verden og er tredjeseedet i China Open.

Tauson fik en dårlig start på kampen mod Dart, hvor hun i egen serv havde svært ved at finde rytmen. Briten servede dog også skidt, hvilket gav danskeren flere muligheder, men Tauson var ikke i stand til at gøre arbejdet færdigt.

Det gav en britisk 4-1-føring, men derfra kom Tauson i gang og tog tre partier i træk. Danskeren blev skarpere i egen serv og udnyttede samtidig mulighederne i Darts servepartier.

Tauson formåede dog ikke at fastholde momentum. Dart trak derfor det længste strå, da hun udnyttede kampens første sætbold.

I andet sæt fik Tauson igen en dårlig start, hvilket gav Dart en ny føring på 4-1 - præcis som tilfældet var i første sæt.

Samtidig begyndte fysikken at drille Tauson, der havde problemer med lænden.

Danskeren var hæmmet fysisk, men alligevel formåede hun at kæmpe sig tilbage takket være store fejl fra Dart og en skarp dansk forhånd.

På den første danske sætbold leverede Tauson et skarpt servees og fuldendte et flot comeback med fem danske partier i træk.

Dart var tydeligt frustreret og tog de mange fejl med ind i tredje sæt, hvor Tauson havde lagt de fysiske problemer på hylden og fortsat leverede flere fremragende forhåndsslag.

Der var klasseforskel, og nu var det Tausons tur til at åbne sættet med en 4-1-føring.

Mod slutningen af opgøret var kollapset totalt for Dart, der i kampens sidste parti leverede to dobbeltfejl, inden briten sendte bolden i nettet på Tausons første matchbold.