Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tauson kører over rutineret tysker med tunge slag

Ritzau
Tauson kører over rutineret tysker med tunge sine slag
Tauson kører over rutineret tysker med tunge sine slagProfimedia
I 2001 blev den tyske tennisspiller Tatjana Maria professionel. Året efter blev Clara Tauson født. Forskellen i erfaring var til at få øje på i første runde ved French Open, men det var kvaliteten i slagene også, og den var i dansk favør.

Fra første færd dominerede Tauson den 36-årige modstander og tog en sikker sejr på 6-2, 6-3.

Kampstatistik
KampstatistikEnetpulse

Den 21-årige dansker har forbedret sin serv i år, og hun vinder mange point på sin førsteserv. Maria kunne ikke modstå det tryk, der kom fra den danske baglinje, hverken i servesituationen eller i duellerne.

Når danskeren satte førsteserven, endte det i 91 procent af tilfældene med point. Det er en voldsom succesrate.

Tauson brød tyskerens serv til 2-1, og hun gav ikke en eneste breakbold væk undervejs i første sæt, som kom i hus på en halv time.

Det blev endda til et servegennembrud mere i sættet.

Den overlegne præstation så ud til at fortsætte, da Tauson indledte andet sæt med at bryde tyskeren.

Hun tabte dog koncentrationen en smule herefter. Tatjana Maria øjnede pludselig en mulighed i danskerens serv, og på en stor flugtfejl af Tauson kom tyskeren på 1-1.

Efter et parti mere til hver fandt Tauson igen rytmen og satte sig på kampen.

Hun bragte sig i front med 4-2 og gav flere prøver på sit store slagrepertoire fra baglinjen.

Selv om Tauson ikke formåede at holde de 91 procent i vundne point på førsteserven, var hun stadig klart bedre end sin erfarne modstander.

Maria fik primært sine point på Tausons fejl, og dem var der ikke nok af til at gøre kampen spændende for alvor.

Danskeren lukkede kampen med en forhåndsvinder og et servegennembrud.

I næste runde venter der danskeren noget hårdere modstand. Niendeseedede Jelena Ostapenko byder op til slagduel på Roland Garros.

Den 26-årige lette vandt tilbage i 2017 netop French Open - hendes hidtil eneste grandslam-titel. Som Tauson er hun kendt for sine hårde slag, så det kan blive en interessant duel.