Rune hylder Wozniacki: Gjorde det realistisk at vinde grand slams
Det har den 20-årige dansker flere gange slået fast, og Caroline Wozniacki har været med til at været med til at skabe en grobund for de skyhøje ambitioner.
"Mit første minde om hende er at se hende på tv. Hun spillede alle turneringer, og vi var hele familien samlet i sofaen og så hendes kampe."
"Det mest tydelige minde er fra hendes sejr i Australian Open. Vi så det alle sammen. Det var skørt at se en dansk spiller vinde en grand slam-turnering efter en utrolig finale. Det var en stor inspiration", siger Rune til atp.com i en fælles presseseance i Cincinnati med Wozniacki.
Rune var 14 år, da Wozniacki i 2018 vandt den australske grand slam.
"Ingen dansk singlespiller havde nogensinde vundet en grand slam-turnering. Så da jeg så hende gøre det, tænkte jeg: Okay, måske kan jeg også gøre det en dag. Det gør troen mere realistisk, når man ser nogen gør det", siger Rune.
Holger Rune nåede mandag en ny milepæl i karrieren, da han for første gang rykkede op som nummer fem på verdensranglisten.
Woznaicki tilbragte i sin karriere 71 uger som verdensetter, men efter tre og et halvt års pause skal den 33-årige dansker nu kæmpe sig op fra bunden.
"Det er svært at komme tilbage og vinde kampe efter tre år uden tennis. Det er en stor, stor ting at gøre. Jeg synes helt ærligt, at hun spiller rigtig godt."
"Jeg synes, hendes baghånd og hendes fightervilje er hendes bedste kvaliteter. De gjorde hende til verdens nummer et og vinder af en grand slam", siger Rune om landsmandinden.
Natten til tirsdag dansk tid møder Wozniacki ukrainske Elina Svitolina i første runde af WTA 1000-turneringen i Cincinnati.
Hos herrerne sidder Rune som sjetteseedet over i første runde. I anden runde venter vinderen af et opgør mellem tyske Yannick Hanfmann og den amerikanske wildcardspiller Mackenzie McDonald.