Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ikke set i 15 år: Kroatisk veteran når finale trods ranglisteplacering som nummer 777

Andreas Würtz Adamsen
Marin Čilić er med Novak Djokovic, Rafael Nadal og Jannik Sinner blandt de eneste fire aktive spillere til at nå semifinalen ved alle fire majors.
Marin Čilić er med Novak Djokovic, Rafael Nadal og Jannik Sinner blandt de eneste fire aktive spillere til at nå semifinalen ved alle fire majors.ČTK/Imago Sportfotodienst/IMAGO
Med sin semifinalesejr over Brandon Nakashima spillede 35-årige Marin Čilić sig mandag i finalen i ATP 250-turneringen Hangzhou Open. Kroaten gik ellers ind til den kinesiske turnering med en ranglisteplacering som nummer 777, og finalepladsen er således første gang i halvandet årti, at en spiller udenfor top-500 ved turneringsstart når en ATP-finale.

Engang var kroatiske Marin Čilić blandt verdens absolut bedste tennisspillere. I 2018 toppede den nu 35-årige veteran som nummer tre på verdensranglisten, efter han havde nået en grand slam-finale for andet år i træk.

Siden da den erfarne spiller dog døjet enormt meget med skader, og hele to gange har Čilić måttet lade sig operere i højre knæ. Alligevel står han nu klar til finalen i kinesiske Hangzhou Open, der er en del af ATP’s 250-serie.

Finalepladsen kom mandag i hus med en sejr i to sæt over amerikanske Brandon Nakashima, efter Čilić tidligere har ekspederet Zachary Svajda samt en japansk duo bestående af Yoshihito Nishioka og Yasutaka Uchiyama ud – sidstnævnte var Holger Runes banemand tidligere i turneringen.

Čilić gik ellers ind til turneringen med en ranglisteplacering som blot nummer 777 i verden, efter kroaten altså som bekendt har været plaget af den ene skade efter den anden i de seneste år, selvom det i 2022 faktisk blev til en flot semifinaleplads i French Open.

Dermed bliver Čilić også den blot anden spiller i ATP Tourens historie, der strækker sig tilbage til 1990, til at nå en ATP-finale med en rangering ved turneringens begyndelse lavere end 700.

Ikke siden Raemon Sluiter i 2009 nåede finalen i Rosmalen i udkanten af ’s-Hertogenbosch i 2009 som nummer 866 ved turneringens begyndelse, er det sket på herrernes højeste niveau.

Dengang endte Sluiter med at tabe finalen til tyske Benjamin Becker, og dermed kan Čilić altså skrive historie, hvis han formår at sejre i finalen, da han altså i så fald vil være den lavest-rangerede spiller til at vinde en ATP-turnering.

Den rekord tilhører i øjeblikket den pensionerede australske storspiller Lleyton Hewitt, der i 1998 bragede ind på scenen som 16-årig med en sejr i Adelaide International efter blandt andet at have slået Andre Agassi.

Hewitt gik dengang ind til turneringen i Australien som nummer 550 i verden. Også australske Pat Cash og zimbabwiske Kevin Ullyett har formået at nå finaler med ranglisteplaceringer udenfor top-500, da Cash i 1990 nåede finalen af Seoul Open, mens Ullyett i 1999 tabte finalen af Nottingham Open.

Skulle Čilić sejre i Hangzhou, vil det være karrierens titel nummer 21 for kroaten, der i 2014 vandt US Open med en finalesejr over japanske Kei Nishikori. Čilić’ seneste ATP-titel ligger tilbage i oktober 2021, hvor det blev til finalesejr over Taylor Fritz i russiske St. Petersburg Open.

I finalen venter dog en svær og seedet modstander for Čilić, for efter et rent kinesisk semifinaleopgør kunne Zhizhen Zhang nemlig spille sig forbi Yunchaokete Bu. Zhang startede turneringen som sjette seedet, to seedninger under Čilić’ semifinalemodstander Nakashima. Finalen i Hangzhou er dog 27-årige Zhangs første ATP-finale nogensinde.