Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Clara Tauson sikrer Danmark god start ved Hopman Cup med sejr over schweizer

Ritzau
Clara Tauson sikrer Danmark god start ved Hopman Cup med sejr over schweizer
Clara Tauson sikrer Danmark god start ved Hopman Cup med sejr over schweizerProfimedia
Clara Tauson sikrede onsdag Danmark en god start i gruppe 1 ved Hopman Cup, en turnering for mixede hold, der i år spilles i Nice.

20-årige Clara Tauson vandt 6-2, 6-3 over schweizeren Céline Naef, der ligger nummer 157 på verdensranglisten.

Danskeren, der er nummer 89 i verden, tog teten med et servegennembrud til 2-0 i første sæt, og hun holdt derefter serv i resten af sættet.

Clara Tauson måtte dog afværge to breakbolde på vej mod sætsejren, som hun sikrede med endnu et servegennembrud.

I andet sæt brød danskeren til en 3-1-føring, hvilket blev afgørende, og danskeren servede siden sejren hjem og vandt på sin tredje matchbold.

Clara Tauson skulle egentlig have mødt Belinda Bencic ved Hopman Cup, men verdensranglistens nummer 15 trak sig før turneringens start.

Danmark er dermed foran 1-0 mod Schweiz, inden Holger Rune senere onsdag spiller herresingle mod Schweiz' Leandro Riedi. Dagen afsluttes med en mixeddouble med de fire singlespillere.

Holger Rune er som verdensranglistens nummer seks klar favorit i sin kamp, eftersom Leandro Riedi er nummer 160 på samme liste.

Schweiz har vundet de seneste to udgaver af Hopman Cup, der har ligget stille siden 2019, og som tidligere blev spillet i Australien. Dengang bestod schweizernes hold imidlertid af Roger Federer og Belinda Bencic.

Frankrigs hjemmehold er det tredje hold i gruppe 1, og Danmark møder franskmændene torsdag.

Den samlede vinder af gruppen går videre til finalen, hvor vinderen af gruppe 2 venter. Den består af Kroatien, Belgien og Spanien, og sidstnævnte stiller med Wimbledon-vinderen Carlos Alcaraz.