Wozniacki trækker sig med skadet tånegl efter lovende start mod polsk verdensetter
Caroline Wozniacki måtte efter en lovende start mod den polske verdensetter Iga Swiatek trække sig ved stillingen 4-6, 0-1 med en skadet tånegl.
Det startede ellers godt for danske Caroline Wozniacki, der var foran 4-1 i første sæt mod den polske verdensetter, Iga Swiatek, i kvartfinalen ved Masters 1000-turneringen i Indian Wells.
Derfra skruede verdensetteren dog bissen på og vandt sættet 6-4, inden en skade i tåen satte en stopper for Wozniacki i begyndelsen af andet sæt.
I pausen mellem første og andet sæt modtog danskeren behandling for en skade i højre tå, der opstod i forrige rundes opgør.
Det var efterfølgende tydeligt, at Wozniacki var hæmmet, og hun havde det svært, når hun skulle bevæge sig rundt på banen.
Bagud 0-1 i andet sæt måtte danskeren se sig nødsaget til at trække sig fra opgøret.