Kasakhisk kanonserver venter Holger Rune i Madrid-åbner
På grund af sin placering som nummer syv på verdensranglisten og seedning som nummer seks er Holger Rune oversidder i første runde.
Bublik vandt onsdag sin kamp i første runde mod colombianeren Daniel Elahi Galán med cifrene 7-6, 6-7, 6-4 efter næsten tre timers spil.
Mest bemærkelsesværdigt var første sæt, hvor Bublik reddede syv sætbolde, før kasakheren vandt på sin femte sætbold.
Sættets tiebreak endte 17-15 til Bublik, som afgjorde første sæt med et fantastisk baghåndsslag ned langs linjen.
Kasakheren jublede ud mod publikum efter det slag, men Galan svarede godt tilbage og vandt andet sæt. Også det blev afgjort efter tiebreak.
Her vandt colombianeren 7-4 og udnyttede på lidt mere udramatisk vis sin første sætbold.
I tredje sæt kom Galan foran 2-0 efter et tidligt servegennembrud, men Bublik vendte det rundt og kom foran 5-3.
Galan reducerede til 4-5, og så skulle Bublik serve kampen hjem. Det lykkedes efter to afværgede breakbolde og en udnyttelse af sin ottende matchbold i partiet.
Dermed er Rune advaret om, at Bublik sagtens kan håndtere presset på de afgørende bolde.
Derudover kan Rune se frem til en hårdtservende modstander, der onsdag leverede 17 esser på gruset i Madrid.
Bublik satser hårdt på sin andenserv, og det gav sig udslag i hele 13 dobbeltfejl. Det er ikke en usædvanlig statistik, når Bublik spiller.
Det er planen, at Rune skal møde Bublik fredag.