Dommerfejl kostede dyrt for Sinner, der lider blot andet anderlag i 2024 til græker
Den italienske tennisspiller Jannik Sinner har for blot anden gang i 2024 tabt en tenniskamp.
Lørdag tabte han semifinalen i Monte Carlo Masters med cifrene 4-6, 6-3, 4-6 mod grækeren Stefanos Tsitsipas.
Men det kunne meget vel være gået anderledes, hvis Sinner ikke var blevet snydt for et servegennembrud i tredje sæt.
Sinner førte 3-1 og havde breakbold for at komme på 4-1, da dommeren overså en dobbeltfejl fra Tsitsipas.
Dommeren lod spillet køre, og efterfølgende viste en tv-produceret hawk-eye, at grækerens andenserv var klart ude.
I stedet holdt Tsitsipas serv til 2-3, og nu var Sinner tilmed blevet ramt på fysikken.
Sinner fik behandling midtvejs i sættet, og han var tydeligvis ramt og kunne ikke længere spille op til sit høje niveau, der har kendetegnet ham i 2024.
Tsitsipas brød tilbage til 4-4 og snuppede også de næste to partier og dermed finalepladsen.
I finalen venter enten verdensetteren, Novak Djokovic, eller norske Casper Ruud.
De mødes senere lørdag.
Sinner, der fredag slog Holger Rune i en lang kvartfinale, har været den helt store spiller i sæsonen hidtil.
Han har allerede vundet Australian Open, Miami Open samt ATP-turneringen i Rotterdam, hvilket har sendt ham op som nummer to på verdensranglisten.