Dansk tennistrio officielt OL-udtaget: "Det er et fantastisk hold, vi stiller med"
Trioen har fået Danmarks Idrætsforbunds blå stempel og bliver dermed en del af det danske hold i den franske hovedstad. Det meddeler DIF i en pressemeddelelse.
"Det er et fantastisk hold, vi stiller med i tennis. To unge, fremadstormende OL-debutanter og en tidligere fanebærer," siger Søren Simonsen, der er DIF's chef de mission for det danske OL-hold i Paris.
"OL er noget specielt, og det ved Caroline Wozniacki. Hun har ikke lagt skjul på, at det var drømmen om endnu et OL, der var medvirkende til, at hun gjorde comeback."
"Nu får Holger og Clara også OL-oplevelsen, og jeg drømmer om noget stort på Roland Garros' røde grus for alle tre spillere," lyder det fra Simonsen.
Rune og Tauson er kvalificeret til OL via ranglisten. Wozniacki har kvalificeret sig til OL via en af de kun to pladser, der er reserveret til tidligere grand slam-vindere.
Hun står foran sit fjerde OL efter debuten i 2008 og de efterfølgende deltagelser i 2012 og 2016.
De olympiske lege i Paris åbner fredag 26. juli.