Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holger Rune slår australsk topspiller i dramatisk fight og er klar til semifinale

Simon Lindgren
Opdateret
Holger Rune semifinaleklar.
Holger Rune semifinaleklar.Profimedia
Der var drama for alle pengene i kampen mellem Holger Rune og Alex De Minaur. De to kvartfinalister kæmpede om hver eneste bold, men i sidste ende var det danske Holger Rune, der kunne juble efter en sejr på 6-4, 4-6, 7-5.

Den danske tennisstjerne Holger Rune skulle fredag eftermiddag forsøge at spille i semifinalen ved ATP-turneringen Paris Masters. Rune fik dog sin sag for, da modstanderen var den stærke australier Alex De Minaur

Kampen startede rigtig godt for danskeren, som allerede i første parti var ved at bryde De Minaurs serv, men australieren formåede at vinde åbningspartiet trods to breakolde til Holger Rune. 

I de efterfølgende partier var begge spillere overbevisende i deres egen serv, og derfor fulgtes de to spillere godt ad. Ved stillingen 2-2 skulle De Minaur forsøge at holde sin serv, men denne gang lykkedes det for Rune at bryde verdensranglistens nummer ti og bringe sig foran med 3-2. 

Selvom Alex De Minaur har haft en bedre sæson end Holger Rune, så var det altså danskeren, der dikterede spillet i første sæt. Ved stillingen 5-4 havde Holger Rune muligheden for at serve første sæt hjem, og det gjorde han ganske overbevisende og sikrede sig sættet med 6-4.

I andet sæt kom Alex De Minaur meget bedre med i kampen. Selvom de to kvartfinalister igen fulgtes ad, så var Rune ikke længere spilstyrende på samme måde. Kampen var meget jævnbyrdig og de var begge meget overbevisende i egne servepartier. 

Ved stillingen 4-4 fik Holger Rune spillet sig frem til en føring på 30-0, men danskeren formåede ikke at udnytte det, og han endte med at tabe partiet efter imponerende fight af Alex De Minaur. I det efterfølgende parti virke Rune rystet, og det betød, at De Minaur brød danskerens serveparti og vandt sættet 6-4. 

Kampen skulle derfor afgøres i et tredje sæt. Rune virkede til at have rystet skuffelsen af sig og havde to breakbolde i første parti, men endnu engang viste Alex De Minaur stor kølighed og holdt sin egen serv.

Ligesom i første sæt fik Holger Rune spillet sig frem til breakbolde ved stillingen 2-2, og igen lykkedes det for danskeren at bryde De Minaur, som slet ikke kunne få sine server til at fungere.

Nu kunne Holger Rune vinde kampen ved bare at holde sin serv. Australieren brød dog tilbage med det samme til stillingen 3-3.

Igen matchede de to duellanter hinanden og ingen af dem havde lyst til at give sig en centimeter. Ved 5-5 spillede Holger Rune sig frem til to breakbolde, og danskeren udnyttede nummer to og bragte sig foran 6-5. Derfor kunne Rune nu serve kampen hjem, og det gjorde han i overbevisende stil. 

Kampen sluttede med cifrene 6-4, 4-6, 7-5.

I semifinalen venter den tyske storspiller Alexander Zverev i en kamp, som spilles lørdag.