Djokovic hylder Rune: "Det er mig, der skal spørge ham om gode tips"
Sådan svarede verdensetteren Novak Djokovic, da han på pressemødet efter nederlaget til Holger Rune i Italian Open blev spurgt, hvilket karriereråd han ville give den 20-årige dansker.
"Jeg har ingen tips til ham. Indtil videre gør han det ret godt," lyder det fra serberen ifølge ATP's hjemmeside.
Rune vandt onsdagens kvartfinale med 6-2, 4-6, 6-2 og fulgte dermed fornemt op på finalesejren over Djokovic ved Paris Masters i november sidste år.
Som cifrene antyder, var Rune klart bedst i både første og tredje sæt, og Djokovic var efterfølgende fuld af lovord om sin overmand.
"Det var meget svært at få bolden forbi ham. Han er meget, meget, meget hurtig. Han er en meget talentfuld og dynamisk allroundspiller."
"Han var bare bedre. Han spillede for godt til mig i det meste af kampen. Jeg fik en dårlig start på tredje sæt, og der skiftede momentum til ham. Han holdt nerverne i ro og vandt fortjent," siger Djokovic om Rune.
Den 35-årige serber mener, at kampen var en understregning af, at et generationsskifte er undervejs.
Mens Rune er nummer syv i verden, er den 20-årige Carlos Alcaraz nummer to, og han har udsigt til at overtage førstepladsen på mandag.
Den nye generation er her allerede. Alcaraz er nummer et på mandag, han spiller fantastisk tennis. Jeg tror, at det er godt for sporten, at nye ansigter kommer frem."
"Vi har i årevis sagt, at det ville komme, og nu har vi så en slags generationsskifte," vurderer Djokovic.
Mens Roger Federer har indstillet karrieren, og Rafael Nadal døjer meget med skader, har Djokovic i sinde at tage kampen op med de nye stjerner.
"Jeg forsøger at hænge på dem allesammen. Jeg er meget tilfreds med min karriere, men er stadig sulten efter at fortsætte," lyder det fra Djokovic.
Med Nadal deler han rekorden for fleste grand slam-titler hos herrerne, nemlig 22 af slagsen.
Rune, der stadig har sit første grand slam-trofæ til gode, er i Masters 1000-turneringen i Rom klar til semifinalen, hvor han lørdag møder norske Casper Ruud.