Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holger Rune vil af med stempel som bad boy: "Jeg spiller med passion og energi"

Ritzau
Holger Rune siger tak for kampen til "Djoker"
Holger Rune siger tak for kampen til "Djoker"Ciro De Luca/Reuters/Ritzau Scanpix
Holger Rune føler, at det er forkert, når han bliver omtalt som bad boy i tennissporten.

Det skete senest efter onsdagens sejr over Novak Djokovic i ATP-turneringen i Rom, hvor Holger Rune undervejs diskuterede en kendelse med kampens dommer.

"Jeg ser ikke mig selv som bad boy overhovedet. Jeg spiller med masser af passion og energi, når jeg er inde på tennisbanen. Det er der mange spillere, der gør. Jeg ved ikke, hvorfor det skulle være en bad boy-ting at spille med energi på banen," siger Holger Rune til turneringens hjemmeside.

I andre kampe i denne sæson har han fået publikum på nakken, fordi han har benyttet sig af fagter såsom at holde sig til sit ene øre eller forsøgt at tysse på dem.

Den 20-årige dansker mener dog, at der skal en del mere til, før man er bad boy på en tennisbane.

"Hvis man er bad boy, smadrer man ketsjere og den slags. Hvis jeg husker korrekt, smadrer jeg ikke min ketsjer, når jeg spiller," siger Holger Rune.

"Det er ikke den måde, jeg ser mig selv på. Der er selvklart nogle få ting her og der. Som situationen med dommeren. Men igen, jeg så bolden ude, han så den inde," forklarer han.

Med sejren over Djokovic nåede Holger Rune frem til semifinalen i Rom. Her skal han lørdag møde norske Casper Ruud.