Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rune ryger ud af Rotterdam efter tre sæt mod kasakher i storform

Flashscore/Ritzau
Opdateret
Rune fik et tidligt exit i Rotterdam.
Rune fik et tidligt exit i Rotterdam.Profimedia
Danske Holger Rune er ude af ATP-500 turneringen i Rotterdam efter et nederlag på 3-6, 6-1, 3-6 til kasakhiske Alexander Shevchenko.

Rune spillede stærkt i andet sæt, men med et es på sin første matchbold satte den for tiden meget formstærke men i turneringen useedede Shevchenko sømmet i kisten efter en afgørende fase af kampen, hvor det endnu en gang var så som så med koncentrationen hos danskeren. 

Dermed blev det altså et farvel til turneringen i Rotterdam for den danske favorit allerede i anden runde. Efter at have tabt første sæt var han ellers i storform i andet sæt, hvor Shevchenko kun vandt 14 point.

Statistik
StatistikFlashscore

Rune virkede til at have vendt kampen tidligt i tredje sæt, men det blev udslagsgivende, at han var den af de to spillere, der havde dårligst styr på sin serv, der ellers havde været ganske varm.

Det er kun halvanden måned siden, de senest tørnede sammen. Dengang i Brisbane var det Rune, der i tre sæt trak det længste strå, men torsdag var rollerne byttet om.

Det var tju-bang-tennis fra baglinjen fra første bold i Rotterdam. Rune havde chancer til at bryde til 3-1, men forpassede dem, og i stedet greb Shevchenko chancen, da han fik den senere i sættet.

Ved stillingen 4-4 spillede Rune et sløset parti med flere fejl, og modstanderen udnyttede det ved at bryde på partiets anden breakbold, da danskeren sendte bolden ud.

Efterfølgende servede Shevchenko sættet hjem i kraft af sin aggressive stil, som Rune havde svært ved at dæmme op for. Stærke server, en baghåndsvinder og et rabalder fra forhånden vekslede 5-4 til 6-4.

Fra andet sæts start var Rune mere sikker i sit spil, hvilket straffede Shevchenkos chancebetonede stil.

Allerede i andet parti udnyttede danskeren muligheden for at bryde Shevchenko og tage overhånden i sættet.

Rune var særdeles velspillende og gav intet væk i egen serv i andet sæt.

Danskeren brød på ny Shevchenko til 5-1, og så kunne Rune uden de store problemer igen holde serv og tvinge kampen ud i et tredje sæt.

Tredje sæt var en tæt og velspillet affære, hvor Shevchenko fandt det gode spil fra første sæt frem igen. Ingen af de to spillere var i de første partier i stand til at tage teten med et brud.

Der blev leveret flere stærke server og flotte vindere fra begge sider af nettet.

Ved 4-3 til Shevchenko havde han den første breakbold i sættet, og den udnyttede den undertippede kasakher.

Rune løb aggressivt frem mod nettet, men mistimede fuldstændig sit slag og slog forbi bolden, og det endte med at koste dyrt.

Shevchenko servede derefter kampen hjem i sikker stil, da han på sin første matchbold lukkede kampen.

Turen går nu over til den anden side af atlanten for Rune, der i de kommende uger skal deltage i en række turneringer i først Mexico, siden USA, hvor den blandt andet står på den ombejlede Indian Wells-turnering.