Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holger Rune sendt ud af frygtindgydende Fritz i Shanghai

Søren Jakobsen/Ritzau
Opdateret
Holger Rune fik mere end almindeligt kam til sit hår mod en genstridig Fritz.
Holger Rune fik mere end almindeligt kam til sit hår mod en genstridig Fritz.Lintao Zhang/Getty Images
Danske Holger Rune mødte den amerikanske syver på verdensranglisten, Taylor Fritz, i 1/8-finalen ved ATP Masters 1000-turneringen i Shanghai. I deres to hidtidige, interne opgør var det blevet til en sejr til hver af kombattanterne, og nu handlede det så om en plads i kvartfinalen i den prestigefyldte turnering i Kina. Den tog Fritz i aldeles overbevisende stil mod Rune, der blev decideret nedkæmpet fra første færd.

Taylor Fritz vandt således kampen på bare 56 minutter med 6-1, 6-2 efter en indsats, der bestemt ikke var prangende af danskeren, på trods af at modstanderen var i forrygende form, især på sin serv.

Kampstatistik
KampstatistikEnetpulse

Rune kom helt katastrofalt dårligt ud af starthullerne, og han var bagud med 0-5 i første sæt efter bare 17 minutter.

Danskeren fik reduceret til 1-5, men det var en spinkel flamme, der blussede op der, for kort efter havde han tabt første sæt på ydmygende vis med 1-6 på lidt over tyve minutter.

Amerikanske Fritz, med hvem Rune tidligere har spillet double, viste fortsat ingen tegn på venskabelige følelser i starten af andet sæt, hvor han øjeblikkeligt brød Runes serv og hurtigt tordnede sig på 2-0 via sin egen, suveræne serv.

Derfra skiftede de to spillere til at holde deres serv, og en nu mere fokuseret Rune forsøgte at kæmpe sig tilbage i opgøret.

Det havde dog trange kår mod en meget velspillende Fritz, der ikke lavede nævneværdige fejl i kampen, og da han igen brød Rune til 5-2, var løbet så småt kørt for Rune.

Den amerikanske verdens-syver trak kampen hjem på sin egen serv på den fjerde matchbold og sendte dermed Rune ud i mørket i Shanghai.

I sine to første kampe i turneringen havde Runes spil været karakteriseret ved stor stabilitet. Men det var bestemt ikke tilfældet i onsdagens kamp.

Efter at have presset Fritz godt i amerikanerens første serveparti havde Rune svært ved at få sit eget spil til at fungere.

Han blev selv brudt ved første lejlighed efter at have afsluttet med en dobbeltfejl. Og Taylor Fritz forpassede ikke chancen for at bore kniven ind.

Efter omkring 20 minutter var Rune nede 0-5, og selv om han undgik et æg, så var han alenlangt fra sit topniveau.

Problemerne fortsatte straks ind i andet sæt, hvor Rune lagde for med at serve. Igen lavede han flere uprovokerede fejl og lignede en spiller, som havde efterladt både energi og vildskab ude i omklædningsrummet.

To dobbeltfejl afsluttede nok et skidt serveparti, og så var han allerede på hælene i andet sæt. Der var spillet mindre end en halv time, da han kom ned med 0-2 i sættet.

Knap to meter høje Fritz har en forrygende serv, og Holger Rune havde enorme problemer, hver gang amerikaneren satte sin førsteserv.

De første 21 gange det skete, resulterede det i amerikansk point. Og det var problematisk, da Fritz holdt en flot førsteserveprocent hele vejen.

Først nede 2-3 vandt Rune et point på amerikanerens førsteserv, men da var det for sent.

Med endnu en dobbeltfejl som afslutning på et skidt serveparti blev han brudt til 2-5, og så var kampen afgjort. Rune formåede kun få gange at blive bare en smule relevant i amerikanerens serv.