Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sinner slår skadet Medvedev og når 11. semifinale i år

Ritzau
Opdateret
Sinner havde relativt nemt ved at slå sin sårede modstander.
Sinner havde relativt nemt ved at slå sin sårede modstander.Profimedia
Jannik Sinner havde torsdag ingen problemer mod en skadet Daniil Medvedev og fortsætter sit forrygende 2024.

En skadet skulder gjorde Daniil Medvedev til et let bytte for verdensetter Jannik Sinner i torsdagens kvartfinale ved Shanghai Masters.

Med cifrene 6-1, 6-4 er italieneren klar til sin 11. semifinale på ATP Tour i år, hvor han har været forrygende spillende. Vinder han semifinalen, vil han stå i sin ottende finale i 2024 - blandt andet har han vundet både Australian Open og US Open.

Kampstatistik
KampstatistikEnetpulse

I semifinalen møder han enten tredjeseedede Carlos Alcaraz eller tjekken Tomas Machac.

Sinner brød Medvedev ved første lejlighed, og på bare 25 minutter var første sæt i hus efter endnu et servegennembrud.

Medvedev var tydeligt hæmmet af problemer i højre skulder, som prægede ham voldsomt - ikke mindst i egen serv.

På de sidste af Sinners server i sættet gik russeren slet ikke efter bolden, men ventede blot på at få partiet afsluttet, så han kunne få behandlet sin skulder efter sættet.

Den korte behandling og en smertestillende pille så ud til at hjælpe. I hvert fald indledte han med at holde serv, men han var stadig ikke på 100 procent.

Der var ikke fuld bevægelighed og effekt i skulderen. Det hæmmede især hans forhåndsslag.

Fra tid til anden spillede han fint med, men skulderproblemerne betød en for høj frekvens af uprovokerede fejl.

Det forventelige servegennembrud kom til 3-2, og to partier senere måtte russeren igen efterspørge behandling af skulderen.

Igen så det ud til at hjælpe, men selv om han gennemførte kampen og kæmpede flot, kunne han ikke få vendt slagets gang mod formstærke Sinner, som kan fortsætte jagten på årets ottende finale på touren.