Tennis Tracker: Nyt dansk avancement i portugisisk Challenger
Kl. 18:39 - Når årets første grand slam, Australian Open, løber af stablen, vil det være med en ikke ligefrem optimal forberedelse i bagagen for Caroline Wozniacki. Den 33-årige dansker har nemlig døjet med rygsmerter i seneste uge, hvilket blandt andet besværliggjorde serven for danskeren i Auckland.
Kl. 16:00 - For anden dag i streg blev det til dansk avancement i hovedturneringen i Oeiras 2 Challenger-turneringen i Portugal. Nicolás Álvarez Varona startede ellers suverænt men endte med at trække sig mod unge Elmer Møller, således at både Møller og Holmgren nu er klar til anden runde.
Kl. 14:32 - Kvalifikationen til Australian Open har allerede kastet nogle overraskelser af sig. Blandt andet er amerikanske Michael Mmoh, franske Benoît Paire og en hel række argentinske spillere, blandt andet Diego Schwartzmann og Juan Manuel Cerúndolo alle færdige allerede i første runde. Mmoh var ellers femteseedet i kvalen, ligesom Schwartzmann, Paire og Cerúndolo alle var seedet som henholdsvis nummer 11, 12 og 15.
Også hos kvinderne er to spillere fra de første 10 seeds ude, da australske Arina Rodionova og colombianske Emiliano Arango, seedet som syver og nier, er ude i første runde.
Kl. 09:34 - Også i Europa spilles der dog tennis. I Portugal spilles Challenger-turneringen Oeiras 2, og her er der to danskere med i hovedturneringen, efter 20-årige Elmer Møller mandag klarede sig gennem kvalifikationen. Senere tirsdag møder han Nicolás Álvarez Varona i første runde og med en sejr kan han gøre landsmand August Holmgren selskab i anden runde. Holmgren sejrede nemlig mandag eftermiddag.
Kl. 08:26 - Det har været en travl nat med masser af tennis i Australien og på New Zealand. I Australien er både Adelaide International på både herre- og kvindesiden fortsat i fuld gang, og samtidig med det blev kvalifikationen til årets Australian Open igangsat i løbet af natten. Også på New Zealand spilles der Auckland Classic. Her var der blandt andet et rent fransk opgør tidligt tirsdag dansk tid, hvor unge Arthur Fils fik skovlen under Richard Gasquet.