Brandvarm Rune tørster efter succes ved US Open: Håndleddet har aldrig haft det bedre
Holger Rune måtte melde afbud til OL med en håndledsskade i slutningen af juli, men nu melder han sig 100 procent fysisk klar til US Open, der begynder på mandag i New York.
En pause på en håndfuld dage i juli har gjort, at han intet mærker til skaden i håndleddet.
"Håndleddet er fit for fight. Mit håndled har aldrig haft det bedre, så jeg har styr på min baghånd igen", siger han til den fremmødte presse i New York fredag eftermiddag lokal tid.
"Jeg havde problemer med håndleddet siden grussæsonen. Det startede i Rom, efter at jeg havde lavet nogle forkerte øvelser, hvor jeg lagde for meget tryk på håndleddet med en ny fysisk træner."
Rune fik comeback i Cincinnati i midten af august, hvor det blev til fire sejre og en plads i semifinalen. Her tabte han til amerikanske Frances Tiafoe efter at have ført 5-2 i tredje sæt og misset to matchbolde.
Fredag trænede Rune i to timer med verdensstjernen Novak Djokovic, og danskeren føler, at han nu står endnu stærkere tennismæssigt end i Cincinnati.
"Det gode i Cincinnati var min fysiske form og min mentalitet. Den var 10 ud af 10. Men som jeg sagde efter første runde, skulle jeg oppe mig meget tennismæssigt, hvis jeg skulle nå langt."
"Jeg spillede en smule for passivt, men jeg var fokuseret og servede godt, når det var vigtigt. Nu har jeg bygget på min tennis i denne uge, og lige nu står jeg 100 procent, hvor jeg gerne vil", siger Holger Rune.
Han indleder US Open mandag mod amerikaneren Brandon Nakashima, der er nummer 48 på verdensranglisten.
Kampen er programsat som den fjerde på bane 17, der er den fjerdestørste arena på US Open-anlægget.
Opgøret kan tidligst begynde klokken 17 lokal tid - klokken 23 dansk tid - men hvis en af de tre forudgående kampe trækker lidt ud, kan starttidspunktet nemt blive en time eller to senere.
Caroline Wozniacki og Clara Tauson skal først i aktion tirsdag.