Motiveret Djokovic vil skrive historie ved US Open
Novak Djokovic kan overgå Margaret Court og blive den første spiller på tværs af køn med 25 grandslamtitler, hvis han vinder US Open.
Han kan desuden blive den første mandlige spiller i 15 år, der genvinder titlen.
Og det er rigeligt med motivation for den 37-årige serber, som i sin seneste kamp slog Carlos Alcaraz i to sæt og føjede en OL-guldmedalje til sin bugnende rekordliste.
"Folk spørger mig: "Nu hvor du har OL-guldmedaljen, hvad er der ellers at vinde?""
"Jeg har stadig motivationen. Jeg har stadig lysten til at konkurrere. Jeg vil stadig skrive mere historie og nyde at være en del af touren," siger Djokovic ifølge AFP.
Djokovic møder natten til tirsdag dansk tid verdens nummer 138, Raul Albot fra Moldova, på Arthur Ashe Stadium, der har plads til knap 24.000 tilskuere.
"Målet er altid at nå hele vejen til finalen og kæmpe for trofæet. Mit mindset er ikke anderledes i år."
"US Open har en de største arenaer i verden, og aftensessionerne er meget berømte. Jeg kan ikke vente med at spille under lysene. Larmen og energien på stadion er bare noget særligt," siger Djokovic, der har vundet US Open fire gange.
Serberen rettede på sit pressemøde også en klar kritik af antidopingsystemet, efter at verdensetteren Jannik Sinner to gange blev testet positiv i marts, men er sluppet for straf.
"Jeg forstår, hvis flere spillere er frustrerede. Der mangler kontinuitet."
"Der er mange udfordringer med systemet. Der mangler ensretning og en klar protokol. Jeg forstår godt, hvis flere spillere stiller spørgsmålstegn ved, om alle bliver behandlet lige," siger Djokovic.
Sinner har fået stoffet clostebol, der er et anabolsk steroid, i kroppen ubevidst igennem en spray, som en fysioterapeut har brugt for at behandle et sår, hvorfor mængden også var meget lav og altså ikke nok til en straf.