Syv store navne der misser årets sidste Grand Slam ved US Open
US Open begynder om en uge, og kvalifikationen til hovedturneringen er skudt i gang. Novak Djokovic og Coco Gauff kommer til Flushing Meadows som forsvarende mestre i singlerækkerne, mens de bedste i vernden lige nu, Jannik Sinner og Iga Swiatek, ser frem til at tilføje flere trofæer til deres samlinger.
Men ikke alle kommer til at spille sæsonens sidste Grand Slam, inklusive Rafael Nadal. Den fire-dobbelte US Open-mester er en af syv store navne, der er tvunget til at misse turneringen i år.
Rafael Nadal
Den 22-dobbelte Grand Slam-vinder satte sit navn på deltagerlisten, men indrømmede, at det blot var en formalitet, hvis han skulle beslutte sig for at spille. Nadal har kun deltaget i syv turneringer i år på grund af vedvarende skadesproblemer. Han har ikke spillet en kamp på andet underlag end grus siden januar.
Efter OL, hvor han nåede anden runde i single og kvartfinalen i doubler, trak han sig fra US Open.
"Jeg vil savne de elektriske og specielle aftensessioner i NYC på Ashe, men jeg tror ikke, at jeg ville kunne give 100 procent denne gang. Tak til alle mine fans i USA, vil savne jer alle og se jer en anden gang," skriver han på sociale medier.
Nadals næste turnering bliver Laver Cup.
Cameron Norrie
Den britiske nr. 2 efter Jack Draper, kæmper med en underarmskade, og har ikke spillet siden sit nederlag til Nadal i Båstad for en måned siden. Han rejste til OL i Paris, men trak sig få timer før sin kamp. Norrie rejste derefter til Cincinnati, men blev også her tvunget til at trække sig.
”Jeg har arbejdet hårdt for at få min krop i topform - desværre er min underarmskade ikke helet så hurtigt, som jeg havde håbet”, lyder det fra den 28-årige brite.
Sydafrikanskfødte Norrie har en semifinale ved Wimbledon i 2022 som bedste resultat i Grand Slam regi, mens det ved US Open aldrig er blevet til mere end en plads i 4. runde.
Nick Kyrgios
Den tidligere Wimbledon-finalist har kun spillet én singlekamp siden oktober 2022 efter at have kæmpet med vedvarende knæ- og håndledsskader. Han er sat til at gøre comeback ved opvisningsturneringen Ultimate Tennis Showdown denne uge og vil spille endnu en opvisningskamp i Flushing Meadows i optakten til turneringen, men han er ikke tilmeldt hovedturneringen.
Den hårdtservende australier med græske aner, har en enkelt gang optrådt i en Grand Slam finale. Det var 2022, hvor han tabte i fire sæt til Novak Djokovic. Australierens bedste resultat ved US Open var i 2021, hvor han nåede kvartfinalen.
Simona Halep
Halep har knap nok spillet, siden hendes fire-årige karantæne blev reduceret til ni måneder. Hun vendte straks tilbage ved Miami Open i marts efter en vellykket appel, men tabte i første runde.
Den tidligere verdensetter deltog derefter i en WTA 125-turnering i Paris i maj, men trak sig under sin åbningskamp. Hun har været ude med en knæskade lige siden. Halep modtog heller ikke et wildcard til French Open og ansøgte ikke om et til Wimbledon på grund af sine fysiske problemer.
Tidligere i karrieren har den 32-årige rumæner vundet både French Open og Wimbledon, mens det bedste resultat i New York er en semifinale i 2015, hvor hun tabte til den senere vinder, italienske Flavia Pennetta.
Marketa Vondrousova
Verdens nr. 18 har været plaget af skader denne sommer. Hun faldt og trak sig med en hofteskade under WTA-turneringen i Berlin Championships i juni, men gjorde comeback ved Wimbledon, hvor hun tabte i første runde til den upåagtede spanier Jessica Bouzas Maneiro. Vondrousova trak sig siden fra OL med en håndskade, og har efterfølgende også trukket sig fra US Open.
Den 25-årige tjekke har blot to turneringssejre på sit CV. Den ene er dog Wimbledon som hun vandt i 2023, og hun har også en OL-sølvmedalje fra legene i 2021 i Tokyo.
Kei Nishikori
Nishikori nåede sin eneste Grand Slam-finale ved US Open for ti år siden, hvor han tabte i tre sæt til Marin Čilić. På sin vej til finalen vandt japaneren blandt andre over Milos Raonic og Novak Djokovic. 34-årige Nishikori vil ikke være i stand til at vende tilbage i år, efter at hans skadesbeskyttede rangering udløb.
Den japanske tennisstjerne nåede for nylig kvartfinalen i Canadian Open og besejrede Stefanos Tsitsipas undervejs. Men han er ikke rangeret højt nok til at komme ind i hverken hovedlodtrækningen til US Open eller kvalifikationen, og modtog ikke et wildcard. Han vil i stedet konkurrere i en række Challenger-turneringer i bestræbelserne på at komme i topform efter sin hofte-operation.
Milos Raonic
En anden tidligere Grand Slam-finalist, Raonic, nåede finalen ved Wimbledon i 2016. Men canadieren har været plaget af skader de seneste år. Han missede for nylig sin hjemmeturnering ved Masters 1000 i Montreal og har siden trukket sig fra kvalifikationen i Flushing Meadows, hvor han skulle kæmpe for en plads i hovedturneringen til US Open.
Der er dog langt til tidligere tiders storhed for den 34-årige canadier med de serbiske aner. Ved OL-turneringen i Paris blev det til exit i første runde, efter et nederlag i tre sæt til verdensranglistens nummer 80.