Zverev sender Sinner ud i US Opens midnatsgyser
Efter 4 timer og 41 minutters tennis på hovedarenaen vandt Zverev en maratonkamp i fem sæt over Jannik Sinner.
26-årige Zverev vandt kampen 6-4, 3-6, 6-2, 4-6, 6-3 i en kamp, der sluttede efter midnat lokal tid. Klokken var 01.39 natten til tirsdag i New York.
Allerede tidligt i kampen begyndte Sinner at kæmpe med fysikken. Italieneren, der er nummer seks i verden, modtog behandling og massage på højre ben i andet sæt. På det tidspunkt var Sinner foran 3-0 i andet sæt.
I tredje sæt var Zverev henne ved Sinner for at høre, hvordan han havde det. Kort forinden havde Sinner haft kramper i begge ben, da han skulle gå hen til sin bænk, hvor han stod og strakte ud.
Efter at have tabt tredje sæt tog Sinner en toiletpause, og han kom bedre ud til de to sidste sæt, hvor fysikken ikke så ud til at drille italieneren nær så meget.
Det gav en underholdende og seværdig kamp i de to sidste sæt. Zverev endte med at være den stærkeste godt hjulpet af en god serv, og det var han lettet over.
Tyskeren pådrog sig en slem ankelskade ved French Open sidste år, og den holdt ham ude i over et halvt år. Han føler først, at han er ved at være tilbage på sit topniveau nu.
"Jeg kan vel sige, at jeg er tilbage. Det her er, hvad jeg lever for. Det er, hvad jeg elsker. Da jeg ikke kunne spille sidste år, savnede jeg sådan noget som det her", siger Zverev.
I kvartfinalen skal sjetteseedede Zverev nu møde verdensetteren Carlos Alcaraz, der er forsvarende mester i turneringen.
"Jeg er her for at spille. Jeg ved ikke, hvordan det vil ende. Men jeg vil gøre mit bedste", siger Zverev.
I fem indbyrdes opgør fører Zverev med 3-2 i kampe over Alcaraz.