Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Amerikansk publikumsyndling når US Open-semifinale med sejr over spanier

AFP
Opdateret
Amerikanske Emma Navarro kvalificerede sig til semifinalen ved at slå Paula Badosa tirsdag.
Amerikanske Emma Navarro kvalificerede sig til semifinalen ved at slå Paula Badosa tirsdag. ANGELA WEISS/AFP
Amerikanske Emma Navarro, der er rangeret som nummer 12 i verden, har tirsdag kvalificeret sig til sin første grand slam-semifinale ved årets US Open ved at slå spanske Paula Badosa, der er rangeret som nummer 29, med 6-2, 7-5.

Den 23-årige Emma Navarro skal nu møde enten den tidligere finalist Aryna Sabalenka, der er nummer to i verden, eller den olympiske mester fra Paris, kinesiske Qinwen Zheng, nummer syv i verden, torsdag for at få en plads i finalen.

"Da jeg kom på 5-2, havde jeg en fornemmelse af, at jeg ville vinde i to sæt," kommer det efterfølgende fra Emma Navarro.

"Semifinalerne, baby. I'm ready to rock," fortsætter den begejstrede amerikaner. 

Navarro skulle kun bruge 23 minutter på at afgøre første sæt, hvor Paula Badosa tilsyneladende kæmpede med nerverne med hele 16 uprovokerede fejl undervejs. 

I andet sæt så spanieren, der er født i netop New York, ud til at skulle komme tilbage i kampen, da hun bragte sig foran med hele 5-1, inden spillet faldt fuldkommen fra hinanden for spanieren, mens Navarro vandt seks partier i streg.

Badosa, der var tæt på at være tvunget til at indstille karrieren med en rygskade for bare få måneder siden, sluttede kampen med hele 35 uprovokerede fejl sammenlignet med Navarros 15.

Skulle føromtalte Qinwen Zheng besejre Aryna Sabalenka og møde Emma Navarro i semifinalen, er der lagt op til en interessant duel, efter amerikaneren skød med skarpt efter den kinesiske OL-guldvinder ved årets olympiske lege i Paris. Her beskyldte Navarro blandt andet Qinwen Zheng for mangel på respekt.

I to optrædener var Navarro endnu aldrig kommet forbi første runde i US Open, og hendes bedste grand slam-resultat til dato var kvartfinalen i Wimbledon i år. Nu er den unge amerikaner så altså pludselig tæt på at spille med om sejren i Flushing Meadows.