Coco Gauff efter stor triumf i US Open: Tak til alle der ikke troede på mig
I en alder af 19 år vandt hun US Open-finalen med 2-6, 6-3, 6-2 over belaruseren Aryna Sabalenka.
Det var Gauffs anden grand slam-finale, efter hun tabte sin første finale stort i French Open sidste år.
"Nederlaget i French Open-finalen var hårdt for mig, men Gud fik mig igennem, og det gør dette øjeblik bedre, end jeg kunne forestille mig. Gud giver mig styrke til at yde mit bedste, og så sker der, hvad der sker."
"Titlen betyder utroligt meget for mig. Jeg er faktisk en smule i chok i dette øjeblik. Jeg er meget taknemmelig og har ingen ord," siger Coco Gauff.
Men Gauff var på ingen måde løbet tør for ord. Hun havde nu talt sig varm og leverede en stor tale, hvor hun takkede sit team, sin familie og alle de entusiastiske tilskuere på Arthur Ashe Stadium.
Selv hendes kritikere fik tak med henvisning til de seneste triumfer i først Washington og senere Cincinnati.
"Ærligt talt, tak til alle, der ikke troede på mig. For en måned siden vandt jeg en WTA 500-titel, og folk sagde, at det ville stoppe der. For tre uger siden vandt jeg en WTA 1000-turnering, og folk sagde, at det var den største titel, jeg ville få."
"Nu står jeg her med dette trofæ, så tak til dem, der ikke troede på mig. Det var brænde til bålet," lyder det fra Coco Gauff.
Hun virkede meget nervøs i første sæt og lignede en taber mod den meget offensive Sabalenka, som dog leverede et hav af fejl.
Hele 46 uprovokerede fejl lavede Sabalenka, mens Gauff holdt sig nede på 19. Så hjalp det ikke belaruseren, at hun lavede 25 vindere mod amerikanerens 13.
Trods nederlaget avancerer Sabalenka til verdensranglistens førsteplads på mandag, mens Gauff bliver nummer tre.
"Jeg blev ved med at give alt. Aryna er en utrolig spiller, der velfortjent bliver nummer et. Dit spil gør sporten bedre," siger Gauff henvendt til sin slagne finalemodstander.