Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Coco Gauff føler mindre pres ude fra efter US Open-triumf

Ritzau
Coco Gauff har fået fjernet noget af presset fra sine skuldre.
Coco Gauff har fået fjernet noget af presset fra sine skuldre.Profimedia
Den 19-årige tennisstjerne Coco Gauff føler, at presset er lettet fra omgivelserne op mod den nye sæson, efter hun i efteråret tog sin første grand slam-titel, da hun vandt US Open.

Det siger hun på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP, inden 2024-sæsonen begynder i Auckland i Australien.

"Jeg følte, at der var et ur, der talte ned, og jeg skulle vinde en grand slam som teenager," siger unge Gauff, der fylder 20 år til marts.

Den amerikanske tennisspiller stormede ind på den store scene som bare 15-årig, da hun i 2019 nåede fjerde runde ved Wimbledon.

Hun blev med det samme udpeget som den næste store tenniskomet, men der skulle gå fire år, før hun stod øverst på skamlen ved en grand slam-turnering, da hun i september vandt US Open på hjemmebane.

Dermed blev hun den første amerikanske teenagevinder af US Open, siden Serena Williams vandt turneringen som bare 17-årig i 1999.

"Den følelse, jeg havde ved matchbolden (i finalen, red.), var fantastisk, og jeg vil fortsætte med at jagte den følelse," siger Gauff.

Alt var dog ikke rosenrødt for den fremadstormende tennisprofil i 2023.

I sommerens Wimbledon-turnering røg Gauff skuffende ud allerede i første runde til kvalifikationsspilleren Sofia Kenin.

"Efter Wimbledon ramte jeg et lavpunkt i min karriere hidtil. Det lærte mig at, nogle gange har man brug for nedture for at blive skubbet fremad," siger Gauff.

Selv om hun nu har formået at vinde en grand slam som teenager, betyder det ikke, at hun letter på ambitionerne.

"Jeg vil opnå mere, og jeg vil ikke kun nøjes med at vinde en grand slam," siger den 19-årige tennisprofil.

Coco Gauff ligger nummer tre på verdensranglisten, inden den nye sæson begynder i Australien.