Den kvindelige verdensetter Iga Swiatek er sensationelt ude af US Open
Kort før midnat lokal tid tabte hun således til Jelena Ostapenko fra Letland, der rangerer som nummer 21 i verden.
Den polske verdensetter vandt ellers første sæt med 6-3, men tabte så de to næste med 3-6, 1-6.
Nederlaget betyder, at Swiatek mister førstepladsen på verdensranglisten. Den har hun haft i 75 uger. I stedet bliver den overtaget af Aryna Sabalenka fra Belarus, der stadig er med i turneringen.
Kigger man på Swiateks og Ostapenkos historik mod hinanden, kommer resultatet ikke som en overraskelse.
Før denne kamp havde Ostapenko vundet deres tre første møder, og nu er hun altså oppe på fire på stribe mod den ellers så suveræne polak.
Det er dog første gang, at de tørner sammen i en grand slam-turnering.
Dem har Swiatek vundet fire af, og hun var blandt andet forsvarende mester i US Open. Derudover har hun tre gange vundet French Open.
Allerede i første sæt var Ostapenko fint med i kampen, men Swiatek var bare for stærk fra baglinjen.
Efter det første sæt forlod mange tilskuere Arthur Ashe Stadium. Måske i den tro at Swiatek ville køre den ventede sejr nemt hjem, men sådan kom det altså ikke til at gå.
Ostapenko kunne i stedet fejre sejren efter et helt suverænt og meget hurtigt tredje sæt.