Rædsom dag på kontoret: 19 dobbeltfejl sender forsvarende mester ud af US Open
Det står klart, efter at hun søndag tabte i fjerde runde til Emma Navarro.
Cifrene lød på 3-6, 6-4, 3-6 i en kamp, hvor Gauff blev noteret for 19 dobbeltfejl og 60 uprovokerede fejl.
Til sammenligning lavede Emma Navarro blot to dobbeltfejl.
Gauffs nederlag betyder, at det stadig ikke er lykkedes for en kvindelig spiller at forsvare US Open-titlen, siden Serena Williams gjorde det i 2014.
"Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig", siger Gauff efter kampen.
"Der var selvfølgelig nogle ting, som jeg kunne have gjort bedre i løbet af kampen. Jeg ville ønske, at jeg kunne have servet noget bedre. Hvis jeg kunne det, tror jeg, at tingene ville have set anderledes ud", lyder det.
23-årige Emma Navarro, der ligesom Gauff er amerikaner, er født i storbyen New York, hvor US Open bliver spillet.
"Det her er byen, hvor jeg blev født, og det føles virkelig særligt at spille her. Coco er en fantastisk spiller. Jeg har vildt meget respekt for hende, og jeg ved, at hun kommer tilbage og vinder turneringen igen", siger hun.
Navarro er nummer 12 på verdensranglisten. Med sejren er hun klar til kvartfinalen, hvor spanske Paula Badosa venter. Hun er nummer 29 i verden.
Coco Gauff er ikke det eneste store navn, der er røget ud af US Open i år.
Hos herrerne er det blandt andet blevet til nederlag til både sidste års vinder, Novak Djokovic, og den tredjeseedede Carlos Alcaraz.
Danske Caroline Wozniacki er fortsat med i turneringen. Hun er nået til fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalen. Her venter et opgør mod brasilianske Beatriz Haddad Maia, der ligger nummer 21 på verdensranglisten.
Wozniacki ventes at skulle i aktion på et tidspunkt mandag aften dansk tid.
/ritzau/