Tauson taber til overmagten trods løfterig indsats
Tennisspilleren Clara Tauson er ude af US Open efter anden runde. Danskeren leverede ellers en ganske fin kamp, men verdens nummer 18, Diana Shnaider fra Rusland, blev for stor en mundfuld.
Tauson befinder sig i en svær periode, men selv om hun torsdag led sit niende nederlag i de seneste 11 kampe, var der tale om en løfterig præstation.
På knap halvanden time vandt Shnaider med 6-4, 6-4.
Den venstrehåndede russer har allerede vundet fire turneringer i 2024 og gav ikke danskeren mange nemme point, og hun holdt serv hele vejen igennem.
20-årige Shnaider spillede med forbinding om sit venstre knæ, men det så ikke ud til at hæmme hende på anlæggets bane 7.
Tauson, der var længe om at finde sit niveau i første runde, var klar fra start denne gang.
Hun var regnet som klar underdog mod russeren, der i 2024 har banket døren ind til top-20 efter at have ligget uden for top-100 i januar, men det var ikke til at se i første sæt.
Den 21-årige dansker havde succes med sin offensive stil, og da russerens kompetencer er de samme, blev det en åben slagudveksling.
Det meget lange tredje parti blev afgørende, da Shnaider her fik det eneste brud i sættet til stillingen 2-1.
Tauson fik en chance for at bryde tilbage til 5-5, men Shnaider hævede lige niveauet i serven og snuppede de tre næste point og dermed sættet.
Historien gentog sig i andet sæt med et russisk brud til 2-1. Hun spillede sig til en breakbold med et forrygende passerslag, hvorefter Tauson uprovokeret fejlede og rettede et frustrationsudbrud mod træner Lars Christensen.
Shnaiders niveau var lige en smule højere, men hendes jubelbrøl, når hun vandt et parti, vidnede flere gange om, at det ikke var nogen nem kamp for hende.
Hun gav aldrig Tauson chancen for at komme tilbage i kampen, og hun servede sikkert sejren hjem ved første mulige lejlighed.
Dermed er Caroline Wozniacki eneste danske islæt tilbage i turneringen. Natten til fredag dansk tid skal hun i anden runde møde Reneta Zarazua fra Mexico, der ligger nummer 92 i verden.