Verdensetter har brug for tennispause før US Open
Når de bedste kvindelige tennisspillere fra på tirsdag fortsætter sæsonen i Toronto efter en olympisk svingom i Paris, bliver det uden verdensetteren Iga Swiatek.
Den polske stjerne har brug for en turneringspause for at blive helt klar til grand slam-turneringen US Open, der begynder om tre uger.
Det siger OL-bronzevinderen på bagkant af en travl sommer med skiftende underlag.
"Jeg er ked af at måtte meddele, at jeg på grund af generel træthed i de seneste uger er nødt til at trække mig fra turneringen i Toronto."
"Min tenniskalender har været tæt i år, og med skiftende underlag på grund af OL har jeg brug for mere tid og hvile, så jeg kan få restitueret og blive helt klar til at spille på mit bedste niveau ved US Open," siger Swiatek.
Efter at have spillet grusturneringer i foråret skiftede topspillernes underlag til græs i juni, inden de vendte tilbage til at spille på grus forud for OL. Nu spilles der som udgangspunkt på hardcourt frem til næste forår.
Swiatek er den sjette i verdensranglistens top-10, der melder afbud til hardcourtturneringen i Toronto. Den rangerer som en Masters 1000-turnering og er dermed i laget lige under grand slam-turneringer.
Turneringsdirektør Karl Hale ærgrer sig over de mange afbud, men har også forståelse for, at der er tale om en særlig situation på grund af OL.
"Vi forstår, at det er en unik ære at kunne repræsentere sit land ved OL, og at spillerne har valgt det. De skal tilrettelægge deres kalender efter, hvad der er bedst for deres helbred og restitution," siger turneringsdirektøren.