Wozniacki's overkvinde uddeler æg på vej til US Open semifinale
Søndag satte hun en stopper for Caroline Wozniacki i US Open, og nu er amerikaneren Coco Gauff for første gang i sin karriere klar til semifinalen i hjemlandets største tennisturnering.
19-årige Gauff viste i sin kvartfinale, at det ikke var uden grund, at bookmakerne havde udnævnt hende til storfavorit mod Jelena Ostapenko fra Letland.
For anden gang i turneringen uddelte hun "æg" og vandt første sæt med 6-0, inden hun sikrede sig sejren med 6-2 i andet.
Som cifrene mere end antyder, var der klasseforskel i kampens indledning. En lettere modløs Ostapenko vandt sølle syv dueller i hele første sæt, som var overstået på 21 minutter.
Letten, der er nummer 21 i verden, forsøgte at starte på en frisk i andet sæt, men kom sløjt fra start og tabte omgående sit eget serveparti.
Hun slog dog tilbage, og partierne blev længere og mere jævnbyrdige. Men der var stadig for mange uprovokerede fejl. Og Gauff formåede med sin hurtighed at besvare stort set alle de udfordringer, hun blev sat på.
Tre servegennembrud gav Gauff en 5-2-føring, og til publikums begejstring lykkedes det amerikaneren at serve sejren hjem på sin tredje matchbold.
I semifinalen skal hun op imod enten Karolína Muchová fra Tjekkiet eller rumæneren Sorana Cîrstea.