Alcaraz banker Medvedev i tre sæt og booker Wimbledon-finale
Med en overlegen præstation vandt den spanske verdensetter fredag aften sin semifinale. Russiske Daniil Medvedev blev banket hjem efter en spansk sejr på 6-3, 6-3, 6-3.
Alcaraz fortsatte sit imponerende niveau på græsset i London, og det kunne selv verdensranglistens nummer tre ikke stille ret meget op over for.
Dermed bliver det verdensranglistens nummer et og to, der skal kæmpe om Wimbledon-trofæet søndag. Tidligere fredag vandt Novak Djokovic således sin semifinale mod italienske Jannik Sinner.
Alcaraz går efter sin første Wimbledon-titel og den anden grand slam-titel i karrieren. Djokovic har vundet de seneste fire udgaver af Wimbledon og har rekorden for flest grand slam-titler af alle med 23 i alt.
Alcaraz tog hurtigt dirigentstokken i semifinalen, men Medvedev holdt trit med spanieren. Men efter Medvedev havde udlignet til 3-3 i egen serv, tog Alcaraz fat.
Foran 4-3 spillede han sig til en breakbold i Medvedev serv, og den blev udnyttet. Efterfølgende satte Alcaraz tingene på plads, da han lukkede sættet ved at vinde rent til 6-3 i eget udlæg.
I andet sæt skruede Alcaraz endnu mere op for sit niveau. I tredje parti brød han Medvedev og kom på 2-1, og i takt med at sættet skred frem, virkede russeren til at miste modet.
Med endnu et servebrud satte han andet sæt på kontoen efter kun lidt over en times spil i alt.
Alcaraz kom foran 3-0 i tredje sæt, og Medvedev så ud til at være gået helt i stå.
Men russeren kæmpede videre og fik med sit første brud i kampen reduceret til 2-3. Alcaraz svarede dog hurtigt igen ved efterfølgende at vinde i Medvedevs udlæg.
Det gentog sig så med endnu et russisk servebrud efterfulgt af et spansk, og så endte Alcaraz foran 5-3 med muligheden for at serve finalebilletten i hus.
Den greb han, og på den første matchbold lukkede Alcaraz efter en flot duel kampen