Carlos Alcaraz vinder sit første Wimbledon over Kong Djokovic efter thriller i fem sæt
Wimbledon har fået en ny mester og måske har tennissporten det samme.
Den 20-årige verdensetter Carlos Alcaraz præsterede søndag det umulige på græsset i London, da han slog den firedobbelte forsvarende vinder, Novak Djokovic, efter en uhyre velspillet og tæt finale over næsten fem timer.
1-6, 7-6, 6-1, 3-6, 6-4 lød sejrscifrene for spanske Alcaraz, der tog sin første Wimbledon-titel og anden grand slam i karrieren. Han er også forsvarende US Open-mester.
36-årige Novak Djokovic, der har rekorden for flest grand slam-titler med 23, fik dermed også forpurret sin chance for at vinde alle grand slams samme år. Han må nu nøjes med Australian Open, French Open og muligvis US Open, der spilles i august, i år.
Den fremadstormende Alcaraz kom uimponeret ud til sin første Wimbledon-finale. Allerede i kampens første serveparti rystede han Djokovic en smule, da han tilspillede sig en breakbold.
Men den rutinerede forsvarende mester lod sig ikke mærke af presset og holdt serv. Og så kom Djokovic ellers i gang med sit solide og stort set fejlfrie spil. Han vandt lynhurtigt sættet 6-1.
Alcaraz lod sig dog ikke kue af den dårlige start. I stedet gav han straks svar på tiltale og brød Djokovic til 2-0 efter to partier med dobbelt så mange Djokovic-fejl som i hele første sæt. Den serbiske tenniskonge sled sig dog hurtigt tilbage, efter at to meget tætte partier gik hans vej.
Kombinationen af en dårligere servende Djokovic og en mere selvsikker Alcaraz gav et tæt andet sæt med flere velspillede dueller, der viste, at Centre Court havde besøg af verdens to bedste tennisspillere.
Ved 6-5 og sætbold i tiebreaken havde Djokovic chancen for at gøre vejen tilbage meget lang for Alcaraz, men spanieren stod imod. Han holdt serv to gange og på sin første sætbold leverede han en fantastisk baghåndsreturnering på Djokovic serv, som serberen end ikke forsøgte at nå.
Alcaraz fastholdt sit momentum fra start i tredje sæt. Han brød Djokovic i sættes første parti, og da serberen havde to breakbolde ved 1-2, stod Alcaraz flot imod, kæmpede tilbage og holdt serv til 3-1. Og efter en maratondyst på over 25 minutter i næste parti kørte Alcaraz sættet hjem med 6-1.
Alcaraz fortsatte med at ligne spilleren med overskud fra start i fjerde sæt. Men Djokovic hang på og skulle ikke efterlades mange åbninger. Serberen lykkedes endelig med at få et brud til 3-2, da Alcaraz sjuskede en enkelt gang ved nettet.
Og det var nok for Djokovic til at finde en vej tilbage i opgøret, og med 6-3 sendte han kampen ud i et femte og afgørende sæt.
Her var Djokovic tidligt på vej mod et vigtigt brud, da han på sin breakbold hamrede et vinderskud i nettet. Serberen så målløs ud efter, og Alcaraz greb chancen for at få momentum. Med en perfekt stopbold og et hårdt forhåndsslag vandt han de næste to bolde og holdt serv til 1-1.
Storspillet fortsatte fra verdensetteren, der straks efter brød Djokovic. Det fik frustrationer frem i Djokovic, da han smadrede sin ketcher på nettets ene stolpe.
Mens kampuret nærmede sig femte time, fulgtes de to ad frem til 5-4, hvor Alcaraz kunne serve triumfen hjem. Og det var ikke til at se på den unge spanier, at han var ved at vinde Wimbledon. Der var både overskud til stopbold og lob, inden han tog sejren på sin første matchbold i kampen.
Opdateres