Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Djokovic måber over sin finaleplads: Det er surrealistisk

Ritzau
Djokovic havde ikke regnet med at nå finalen.
Djokovic havde ikke regnet med at nå finalen.AFP
I begyndelsen af juni blev Novak Djokovic opereret i knæet og var selv i tvivl om, hvorvidt han ville blive klar til at spille ved Wimbledon.

Nu, lidt mere end en måned senere, står den serbiske stjerne i Wimbledon-finalen.

"Det er ret surrealistisk. Da jeg kom til Wimbledon, var jeg usikker på, om jeg skulle deltage, indtil der var tre-fire dage til turneringen," siger Djokovic ifølge dpa.

"Så jeg er virkelig, virkelig glad for at nå finalen. Så langt tænkte jeg ikke, da jeg spillede de første par kampe. Jeg tænkte bare på at bevæge mig godt og ikke komme til skade," siger han.

Efterhånden som han vandt sine første kampe ved grand slam-turneringen, blev Djokovic mere og mere selvsikker. Særligt den knusende sejr over Holger Rune i fjerde runde gav ham et rygstød.

"I tredje og især fjerde runde følte jeg: "Okay, jeg spiller faktisk meget tæt på mit bedste, og jeg har muligheden for at vinde det hele"," siger Novak Djokovic.

Efter sin sejr over Holger Rune gik Novak Djokovic videre til semifinalen uden kamp, da Alex de Minaur trak sig fra kvartfinalen med en skade. I semifinalen vandt han i tre sæt over Lorenzo Musetti.

I finalen skal Novak Djokovic for andet år i træk op imod Carlos Alcaraz, og han har revanche til gode. Sidste år vandt den unge spanier Wimbledon-trofæet efter en kamp på næsten fem timer.

"Han har allerede slået mig her i en spændende fem-sætter, og jeg forventer ikke mindre end det i år. Det bliver et kæmpe slag," siger Djokovic.

"Han er så komplet en spiller, som man kan blive, så det kommer til at kræve det bedste af mine evner at slå ham."

Finalen spilles søndag klokken 15.00.