Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holger Rune drømmer stort i Wimbledon uden kæmpe forventninger

Ritzau
Danske Holger Rune skal forsøge at spille sige videre ved Wimbledon tirsdag.
Danske Holger Rune skal forsøge at spille sige videre ved Wimbledon tirsdag.Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
Holger Rune tager tirsdag hul på Wimbledon-turneringen, og det er med en stor drøm i tankerne.

"Min drøm er at vinde turneringen, og jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg kan."

Holger Runes ambitioner er altid store. Således også når han tirsdag indleder Wimbledon, men han er også realist, når han træder ind på det ikoniske græs.

"Jeg har haft en meget positiv start på græssæsonen, synes jeg, men jeg går ikke ind til turneringen med kæmpe forventninger, hvis man kan sige det sådan," siger Holger Rune på pressemødet før turneringen.

Han nåede semifinalen i optakten på Queen's Club i London, og det var hans første sejre på græs.

"Jeg har vundet tre kampe på græs og er muligvis en af spillere i turneringen, der har vundet færrest kampe på græs. Jeg kommer til at tage en kamp ad gangen og være 100 procent forberedt, uanset hvem jeg skal møde."

Det er i første runde briten George Loffhagen, der er nummer 371 i verden og med på et wildcard.

"Jeg har hørt hans navn før, men jeg har ikke set ham spille endnu, men det skal jeg, når jeg kommer tættere på kampen," sagde Rune lørdag.

Han sammenlignede den forestående opgave med sidste års græskamp mod Ryan Peniston, der lå nummer 147, da han slog Rune i Eastbourne.

For knap to uger siden tørnede de sammen igen, og denne gang vandt Rune sikkert.

"Jeg lærte noget sidste år, da jeg mødte Peniston for første gang og tabte. Selv spillere, der er lavt rangerede, skal man passe på. Da jeg mødte ham i år, var jeg meget forberedt på en hård kamp, og jeg spillede meget bedre med det mindset."

"Jeg skal spille med samme mindset her, for han (Loffhagen, red.) har publikum med sig og har med et wildcard fået sin store chance til at lave store ting," lyder det fra Rune.

Han bøvlede med rygproblemer under lørdagens træning på Wimbledon-anlægget, men det var ikke noget, der bekymrede Rune, da han kategoriserede problemerne som muskulære.

Rune har derimod tro på, at han kan stå skarpt i modsætning til i French Open i juni, hvor han trods kvartfinalepladsen aldrig fandt sit topniveau.

"Jeg fandt aldrig mit bedste tennis i French Open. Jeg havde nogle ting med kroppen, som er næsten fikset nu."

"Nu skal jeg prøve at spille bedre end i sidste års Wimbledon, og jeg føler, at jeg lige nu spiller mit bedste tennis på græs nogensinde," siger Rune.

Han skal i aktion i tirsdagens første kamp på bane 3 klokken 12 dansk tid. Der er dog lovet regn i London, som kan forstyrre programmet.