Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kort proces: Novak Djokovic er sikkert videre til ottendedelsfinalen

Ritzau
Selvom der måtte tiebreak til i tredje sæt, så gik Novak Djokovic fredag aften videre i Wimbledon uden problemer mod schweiziske Stan Wawrinka.
Selvom der måtte tiebreak til i tredje sæt, så gik Novak Djokovic fredag aften videre i Wimbledon uden problemer mod schweiziske Stan Wawrinka.Sebastien Bozon/AFP
Novak Djokovic nåede lige akkurat at slå Stan Wawrinka i Wimbledons tredje runde før lukketid klokken 23.

Den syvdobbelte Wimbledon-mester vandt tre sæt i træk med cifrene 6-3, 6-1 og 7-6(5).

Dermed er Djokovic videre til ottendedelsfinalen, hvor han skal møde Polens 17.-seedede Hubert Hurkacz.

Allerede før kampen havde Stan Wawrinka spået, at han ingen chance havde for at slå Djokovic, der har vundet 23 grand slams.

Fredagens kamp på Centre Court blev Djokovics 31. sejr på stribe i Wimbledon.

Djokovic kørte Wawrinka over i de første to sæt, men i tredje fik serberen mere modstand, end han nok havde forventet.

Han måtte derfor hive sættet hjem i en tiebreak, der endte 7-5 i Djokovics favør. Det skete, selv om Wawrinka havde bragt sig foran 5-3.

Men Wawrinka formåede ikke at sætte Djokovic over for et break point én eneste gang set over hele kampen, som blev vundet blot 15 minutter, før lysene skal slukkes på Centre Court.

Djokovic kan nu se frem til en hviledag lørdag.

Og det vil han nok være glad for, hvis han skal gøre sig håb om at tangere Roger Federers otte Wimbledon-titler samt Margaret Courts 24 grand slam-trofæer.

Djokovic har besejret Wawrinka 21 gange ud af deres i alt 27 opgør.

Den tredobbelte grand slam-vinder Wawrinka vandt dog bemærkelsesværdigt over serberen i French Open og US Open finalerne i henholdsvis 2015 og 2016.

Djokovics kommende modstander, Hurkacz, har han besejret alle fem gange, de tidligere har stået over for hinanden.