Kyrgios overvejede selvmord efter Wimbledon: Indlagt på psykiatrisk hospital
Den australske stjerne blev slået ud af Rafael Nadal i anden runde af mesterskaberne det år, mens han havde et hvidt ærme på for at dække sin højre arm.
"Jeg overvejede virkelig at begå selvmord," siger Kyrgios ifølge avisen i et afsnit af dokumentaren Break Point, som udkommer senere på måneden.
"Jeg tabte i Wimbledon. Jeg vågnede op, og min far sad på sengen og græd. Det var det store wake-up call for mig. Jeg tænkte, okay, jeg kan ikke blive ved med at gøre det her. Jeg endte på en psykiatrisk afdeling i London for at finde ud af mine problemer."
Kyrgios skrev et langt Instagram-opslag i februar sidste år om sine psykiske problemer, hvor han sluttede af med at sige, at han havde det meget bedre.
"Jeg er stolt af at kunne sige, at jeg har ændret mig fuldstændigt og har et helt andet syn på alting, jeg tager ikke et øjeblik for givet," skrev han.
"Jeg ønsker, at være i stand til at nå mit fulde potentiale og smile. Livet er smukt."
Break Point-episoderne fortæller om Kyrgios' vej til sidste års Wimbledon-finale, hvor karrierens hidtidige højdepunkt fik ham til at mindes nedturen i 2019.
"Det pres, den forventning om, at alle kigger på dig, kunne jeg ikke håndtere. Jeg hadede den slags person, jeg var," siger han.
"Jeg drak, tog stoffer, mistede forholdet til min familie, skubbede alle mine nære venner væk.
"Man kunne se, at jeg havde ondt. Hele min arm var dækket af ar. Det er faktisk derfor, jeg fik mit armærme. For at dække det hele."
Kyrgios' karriere-renæssance blev afbrudt omkring årsskiftet af en knæskade. Han vendte tilbage i tirsdags, men tabte sin åbningskamp ved Stuttgart Open.