Rune får lovende Wimbledon-lodtrækning: Åbner mod sydkoreaner og har udsigt til Djokovic
Det blev en kendsgerning ved fredagens lodtrækning.
Kwon Soonwoo har før stået i vejen for Rune i grand slam-sammenhæng. Ved Australian Open i 2022 tabte danskeren til sydkoreaneren i fem sæt.
Året forinden sejrede Kwon på grus i Marbella.
Nu mødes de så på græs for første gang.
Vinder Rune sin første kamp, skal han i anden runde møde brasilianeren Thiago Seyboth Wild eller briten Paul Jubb, der er med på et wildcard.
I tredje runde kan Rune ramle ind i seedet modstand i form af russeren Karen Khachanov, der er seedet som nummer 21.
De tørnede sammen i en opvisningskamp onsdag, hvor danskeren vandt 6-2, 6-4.
Hvis seedningerne holder, skal Rune i ottendedelsfinalen møde serberen Novak Djokovic, der er seedet som nummer to.
Rune er seedet som nummer 15 og var dermed indstillet på, at en svær kamp ville vente i ottendedelsfinalen, der svarer til fjerde runde.
Den 21-årige dansker kan derimod glæde sig over at være havnet i modsatte halvdel som den italienske verdensetter, Jannik Sinner, og spanske Carlos Alcaraz, der er forsvarende mester.
Alcaraz agerede sidste år stopklods for Rune i kvartfinalen.
Rune kommer til Wimbledon med kun en betydende kamp på græs i benene. Han tabte således i første runde af Queens i London i sidste uge.
I denne uge har han varmet op med to opvisningskampe.