Sidste års Wimbledon-finalist trækker sig fra turneringen med skade i håndleddet
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
"Jeg er virkelig ked af, at jeg er nødt til at trække mig fra Wimbledon i år," skriver den 28-årige på det sociale medie Instagram.
Han forklarer, at han har slået sit håndled, mens han forberedte sig på at spille på Mallorca i sidste uge.
Der var på forhånd tvivl om, hvorvidt Kyrgios ville komme til at spille ved grand slam-turneringen i England.
Det skyldtes dog, at han kæmper med at komme tilbage efter en knæoperation, der betyder, at han blot har spillet en kamp i 2023.
"Jeg prøvede så hårdt jeg kunne på at blive klar efter min operation. Og på at kunne blive klar til at træde op på scenen til Wimbledon igen. Under mit comeback oplevede jeg noget smerte i mit håndled under Mallorca."
"Af forsigtighed fik jeg den scannet, og resultatet viste et overrevet ledbånd i mit håndled."
"Jeg prøvede alt for at være i stand til at spille, og jeg er skuffet over at måtte sige, at jeg bare ikke havde nok tid til at klare det før Wimbledon."
"Jeg kommer tilbage, og som altid sætter jeg pris på støtten fra mine fans."
Kyrgios, der tabte finalen i Wimbledon sidste år til Novak Djokovic, skulle have mødt belgiske David Goffin, der er med ved Wimbledon på et wild card, i første runde.
Wimbledon starter i All England Club i London mandag.