All England Clubs græsplæner vil være i tennisverdenens fokus i de næste 14 dage, hvor verdens førende spillere kæmper mod modstandere og ofte deres egne psykologiske dæmoner.
Historien er fyldt med berømte "tennis chokes" - kampe, hvor en spiller så ud til at være i fuld kontrol, men blev overmandet af anspændthed og "gummi-arme", da sejren var i sigte.
Afdøde Jana Novotna fældede som bekendt tårer, efter at hendes spil gik i opløsning i Wimbledon-finalen i 1993 mod Steffi Graf, da hun lå til at vinde titlen, men blev ramt af nerverne.
Selv den store Serena Williams var ikke immun og tabte til tjekkiske Karolina Pliskova efter at have ført 5-1 i tredje sæt i deres Australian Open-kvartfinale i 2019.
Hvem kan glemme French Open-finalen i 2004, hvor argentinerne Gaston Gaudio og Guillermo Coria skiftedes til at være mentalt i førersædet i løbet af fem nervøse sæt, hvor de begge havde chancer til at afgøre kampen, indtil Gaudio endelig triumferede.
Dette års Wimbledon vil uden tvivl byde på flere eksempler, og ingen bør være overraskede, mener Katie Mobed, som har hjulpet flere britiske atleter med deres mentale tilgang.
Hun siger, at tennis er den mest følelsesmæssigt udfordrende sport.
Unikke udfordringer
"Der er en række unikke udfordringer for elitetennisspillere. Det er et gladiatorspil, hvor spillerne ikke kan gemme sig nogen steder, og hvor der ikke er nogen holdkammerat eller manager, der kan hjælpe med at aflede presset," siger Mobed.
"Det kræver uforudsigelig udholdenhed og styrke over en uspecificeret tidsramme, og det unikke pointsystem forvandler effektivt hver kamp til en straffesparkskonkurrence."
Mobed siger, at den tid, der er til at tænke mellem point og kampe, kan underminere selvtilliden hos folk som de forsvarende mestre Novak Djokovic og Elena Rybakina.
"De står over for, hvad man kan beskrive som mental tortur. Tennisspillere spiller sandsynligvis kun tennis i ca. 10 minutter af hver time, de er på banen," siger hun.
"Og resten af tiden er tiden mellem kampene, mellem sættene, når der skiftes ende, hvor de er alene med deres tanker."
Storbritanniens tidligere verdensetter Andy Murray kender kun alt for godt til den følelsesmæssige bagage, som tennisspillere kan have med sig. Han tabte fire Grand Slam-finaler, før han endelig trak det længste strå ved US Open i 2012.
Hans første Wimbledon-titel et år senere - som afsluttede 77 års ventetid på en britisk mandlig mester - var domineret af en ufattelig spænding - både på og uden for Centre Court.
I betragtning af hvor store forventninger, der har været til ham i Wimbledon gennem årene, har han klaret det beundringsværdigt, mener Mobed.
"Han er et fantastisk eksempel på en, der har arbejdet så hårdt for at finde sin mentale styrke frem," siger hun.