Aryna Sabalenka vil have Wimbledon til at forklare håndtrykskontrovers
Det siger kvindernes verdensranglistes nummer to, belarusiske Aryna Sabalenka, efter sin sejr over russiske Ekaterina Alexandrova mandag.
"Som Elina (Svitolina, red.) sagde, synes jeg, at nogen burde komme ud på sociale medier og sige, at der ikke kommer til at være håndtryk, så spillerne ikke skal forlade banen med så meget had rettet mod dem," siger hun.
Elina Svitolina er fra Ukraine, som i februar sidste blev invaderet af Rusland med hjælp fra Belarus. Af den grund har hun og en række andre ukrainske spillere afvist at give hånd til russiske og belarusiske spillere efter kampe.
Victoria Azarenka blev søndag buhet af banen, efter at hun ikke gav hånd til Elina Svitolina efter ukrainerens sejr. Azarenka sagde efter kampen, at hun synes, det er en skam, at en fantastisk tenniskamp skulle ødelægges af "fulde fans", der "kun fokuserer på, om der trykkes hånd eller ej".
Sabalenka siger, at "det ville være godt for publikum at vide, hvad der faktisk foregår".
"Der er en grund til, at der ikke bliver givet hånd," siger hun.
Kvinders tennisforbund, WTA, udgav senere en officiel udtalelse, hvor det omtalte krigen i Ukraine som "forkastelig" og respekterede ukrainske spilleres valg om ikke at give hånd til russiske og belarusiske modstandere.
"Vi har nogle af de bedste fans i hele verden, og vi er taknemmelige for deres indlevelse og dedikation, og vi takker dem for deres forståelse og respekt for atleterne," skrev WTA.
Ikke desto mindre har wimbledonarrangøren, All England Club, ikke tænkt sig at komme med en udtalelse, der blander sig i, om man giver hånd til sin modstander efter kampen eller ej.
"Historisk set er det en helt personlig beslutning, hvordan en spiller reagerer efter en kamp, og jeg synes ikke, vi skal begynde at bestemme, hvordan det foregår," siger All England Clubs administrerende direktør, Sally Bolton.
"Jeg mener, vi har et fantastisk klogt publikum til Wimbledon, og jeg tror mestendels, at de forstår, hvad det er, der foregår."
Hun opfordrer dog publikum til at fokusere på det sportslige fremfor det politiske, der udspiller sig på banen.