Skade hos modstander sender Wozniackis banemand let videre
Mandag var 2022-mesteren bagud 0-2 i første sæt mod Anna Kalinskaya i ottendedelsfinalen, men Kalinskaya blev skadet undervejs og måtte opgive bagud med cifrene 3-6, 0-3.
Kalinskaya fik behandling bagud ved stillingen 3-4 i første sæt. Det så ud, som om russeren havde problemer med nakken og det ene håndled.
Efterfølgende vandt Rybakina fem partier i træk. Undervejs kiggede Kalinskaya ud til sin spillerboks.
Her sad blandt andre kæresten, den italienske verdensetter hos herrerne, Jannik Sinner. Han så bekymret ud, og det var med god grund. Til sidst havde Kalinskaya nemlig fået nok. Hun så især hæmmet ud, når hun skulle serve.
Rybakina, der er seedet som nummer fire, er dermed klar til sin tredje Wimbledon-kvartfinale i træk.
I tredje runde gav spilleren fra Kasakhstan danske Caroline Wozniacki en tennislektion på Wimbledons græsunderlag. 6-0, 6-1 vandt Rybakina over Wozniacki på blot 57 minutter.